Denne tekst kan ikke downloades i RTF-format. Den kan købes i STYKKER AF 95.
AMERIKA
Stykke i én akt
af Kaj Nissen
Medvirkende:
MARIE
AMERIKANEREN
Til Henriette og Iben
AMERIKA
(Over højttalerne støj fra amerikansk storby anno 1882. Dampmaskiner og anden, for den tid moderne, teknologi. Marie sidder og skriver brev hjem til Danmark. Også dette hører vi kun over højttalerne. Det er sensommer, hendes vindue står åbent)
MARIE: (stemme, mørke på scenen) Kære Laura. Denne gang vil jeg berette om et eventyr, som jeg oplevede kort tid efter at jeg havde sagt farvel til jer alle sammen. Jeg kan bedre fortælle det nu, hvor tingene er kommet en smule på afstand. Jeg vil også gerne bede dig om noget i den anledning. Her i Amerika er alting anderledes end jeg havde ladet mig fortælle. Jeg er på udkig efter noget bedre at bo i. Et arbejde må jeg også finde mig, mine opsparede penge tager ellers slut. Sy vil jeg nu helst ikke. Mit eventyr fandt sted på de skinner der førte mig nordpå. Jeg havde sat mig for at gå til båden, ved du, ad det spor som Hans Peter havde lagt så kort tid forinden.
(scenebilledet viser noget ganske andet end Amerika, nemlig et skinnelegeme, der strækker sig hele vejen hen over scenen, med nylagte sveller og skinnende spor. I baggrunden et dansk landskab, store bakker, trægrupper, en kirke. Det er den 1. januar 1882, en kold vind fløjter hen over det åbne land. MARIE er på vej hen ad skinnerne, med en lille bylt med tøj under armen)
MARIE: (stemme) Bedst som jeg kom gående i mine egne tanker - triste tanker, kan du tro - kom der en mand hen over sporet.
(en mand kommer flagrende op på banelegemet, og ned igen på den anden side, som trukket efter et usynligt og genstridigt dyr. Han forsvinder uden så meget som at have set mod Marie. Det er den mand, vi skal lære at kende som AMERIKANEREN)
MARIE: (stemme) Lidt efter kom han tilbage, hen over sporet.
(Amerikaneren forcerer igen skinnerne, denne gang er det ham der har styr på det usynlige. Han fører det som i et tøjr og taler godt for det og får det på den måde igen med ud. Marie er gået helt i stå. Amerikaneren vender tilbage. Han stiller sig midt på sporet og gnider sig tilfreds i hænderne)
MARIE: (stemme) Han stod faktisk og spærrede vejen for mig.
(fjerne nytårsklokker afløser langsomt lydene fra storbyen)
AMERIKANEREN: Du ser ikke just glad ud i dag, min tøs, som - skal vi sige: en forårsmorgen hvor fuglene netop er vågnet.
(Marie tripper lidt rundt for at komme om ved ham, men da hun ikke vil gå ned fra banelegemet, er det ikke helt enkelt)
MARIE: Det er svellerne - de er ikke til at gå på.
AMERIKANEREN: Du har ellers et godt langt trit.
MARIE: De ligger for tæt. Gør svellerne.
AMERIKANEREN: Som en mand. Du går som en mand.
MARIE: Det er der nogen der siger.
AMERIKANEREN: Og vinden bider i næsen.
MARIE: Det gør den nytårsmorgen. (kan ikke styre sin nysgerrighed længere) Hvad var det du kom trækkende med?
AMERIKANEREN: (ligeud) En ko.
MARIE: Jeg så ingen ko.
AMERIKANEREN: Nu er den tøjret, nu har det ingen fare. Og du kommer gående her og har hele verden foran dig, nytårsmorgen?
(hun stopper sin trippen og blir stående, men svarer ham ikke)
AMERIKANEREN: Jaja, der er da vist ingen, der skal kunne sige om dig, at du udtaler dig om mere end det højst nødvendige.
(hun ser sig om, der er ikke en sjæl i miles omkreds)
AMERIKANEREN: Hvor kommer du ellers fra?
MARIE: Fra byen derinde.
AMERIKANEREN: Så er du ikke nået langt.
MARIE: Min rejse er også først lige begyndt.
AMERIKANEREN: (bukker dybt) Christian Andersen.
MARIE: (prøver at være høflig) Vilhelmine Marie Jensen.
AMERIKANEREN: Vilhelmine bryder jeg mig ikke meget om. Marie er kønt nok, det ligger godt i mundvigene. Det er ikke bare svellerne, der er også noget andet der plager dig.
(storbylydene kort op, sammen med Maries brevskrivning)
MARIE: (stemme) Hans mund havde let til grin. Og til løgn, må du tro. Hans næse vejrede bestandig efter bytte. Over skuldrene bar han en pose, og han var iklædt en snæver, sort frakke, der var smukt figursyet - men ikke til ham.
(Amerikaneren har imens set hende nærmere an, meget diskret)
AMERIKANEREN: (da hun intet siger) Christian Andersen, det er det navn, jeg fik i dåben af mine forældre.
MARIE: Og jeg fik både Vilhelmine og Marie af mine!
AMERIKANEREN: (uforstyrret) Men jeg kalder mig Amerikaneren.
MARIE: (studser) Hvorfor kalder du dig Amerikaneren?
AMERIKANEREN: Og din rejse er altså først lige begyndt? Og du er ikke spor glad her til morgen?
(Marie prøver at smutte højre om ham, uden held)
AMERIKANEREN: Og det varer måske længe, før du kan sige om dig selv at du er nået frem, sådan som du dasker om på skinnerne?
MARIE: (prøver så til venstre) Du må ikke tro, at jeg bare er ude at gå tur på skinnerne! Jeg dasker ikke, at du ved det!
AMERIKANEREN: (med en mine af visdom) Først begynder en rejse, og er man nu mere end usædvanlig heldig, så tager den også en ende. Er det ligefrem en rejse du er på, er det dét du siger?
(han kan ikke tage hendes flakken om mere og blir sarkastisk)
AMERIKANEREN: Hvorfor i himlens navn træder du ikke bare ned i tuerne og går udenom, din dumme tingest! Jeg skal ikke forhindre dig! Hvor var det du sagde, du var på vej hen?
MARIE: Det sagde jeg ikke noget om!
AMERIKANEREN: Nej, men hvor ér du på vej hen!
(storbylydene kort op, sammen med Maries brevskrivning)
MARIE: (stemme) Solen hang lavt på himlen bag ham. Jeg vidste ikke hvor meget det var klogt at fortælle ham. Man kan aldrig vide hvad fremmede får ud af det, man fortæller dem, så meget har jeg da lært. På den anden side var det svært at blive ved med at bære rundt på det alene.
(Marie har imens opgivet at komme forbi, til nogen af siderne)
MARIE: (står stille) Jeg er på vej til Amerika.
AMERIKANEREN: (studser) Til Amerika!
MARIE: Ja.
AMERIKANEREN: Kan mindre ikke gøre det?
MARIE: Nej, det kan ikke!
AMERIKANEREN: Amerika, siger du?
MARIE: Og uanset hvad du siger eller gør, så går jeg ad skinnerne!
AMERIKANEREN: (mere interesseret end han lader) Til Amerika til fods på skinnerne?
MARIE: Til fods?
AMERIKANEREN: Ja, var det sådan, du havde tænkt dig det?
MARIE: Nej, hvad mener du?
AMERIKANEREN: Fra svelle til svelle og siden fra bølgetop til bølgetop?
MARIE: (kommer næsten til at smile) Jeg har plads på en skude til København. Derfra skal jeg videre med båd.
AMERIKANEREN: For der var godt nok en fyrste, ser du, der gik til fods engang. Ikke til Amerika. Til England. Altså ikke på sveller. Til søs. En konge.
MARIE: (tror ham ikke, men er for nysgerrig) Nåede han over? AMERIKANEREN: Men det er selvfølgelig længe siden nu. (ryster eftertænksomt manken) Det er sgu alt sammen så længe siden -
MARIE: Kom han over?
AMERIKANEREN: Hvad?
MARIE: Kongen?
AMERIKANEREN: Hvilken konge? Hvad rager han mig! Hvad med dig, har du så også en billet? Fra København og videre frem?
MARIE: Hvordan skulle jeg ellers komme til Amerika?
AMERIKANEREN: Men sådan en billet koster penge!
MARIE: Jeg var nødt til at fremskaffe dem.
AMERIKANEREN: Er du rig og har penge?
MARIE: Nej, jeg er nok mest fattig.
(Marie er begyndt at slappe en smule af, og selv om Amerikaneren prøver, har han svært ved at holde sin interesse i ave)
MARIE: (stemme) Når han nikkede, skar hans næse underfundigt igennem luften, og han kneb øjnene sammen, som om det trak i dem. Jeg er sikker på, at det var en mine, han havde indøvet, og som kunne være ham til nytte i hans erhverv. Han havde et erhverv, Christian Andersen, og nu nikkede han mod mig.
(Amerikaneren har imens overvejet situationen. Nikker underfundigt mod hende)
AMERIKANEREN: Jeg kalder mig ikke blot Amerikaneren - for nu at være helt ærlig. Der er tider - ofte endda strålende stunder - hvor jeg er en ren og vaskeægte amerikaner!
MARIE: Så er du måske født og opvokset i Amerika?
AMERIKANEREN: Det kommer af mit erhverv, ser du!
MARIE: Eller er du blevet oplært i Amerika?
AMERIKANEREN: (beskedent) I mit erhverv har jeg en smule med Amerika at gøre.
MARIE: Kommer du derovrefra? For hvis du gør det -
AMERIKANEREN: Ved du hvor mange mennesker, der rejser væk fra denne arme landsdel til Amerika hvert år, ved du det?
MARIE: Jeg ved selv om seks eller syv, tror jeg, der er rejst.
AMERIKANEREN: Hundredtusinde hvert evige eneste år! De flygter over hals og hoved, og der er intet der holder dem tilbage!
MARIE: Så er der vel heller ingen grund for dem til at blive, er der?
AMERIKANEREN: De flygter fra slægt og venner og arbejde - det sidste er der ganske vist heller ikke så frygtelig meget af - jeg kan bare ikke få ind i mit hoved, hvad du skulle have af grunde til ikke at blive.
MARIE: Men hvis du har været derovre i Amerika -
AMERIKANEREN: I hvert fald stikker du nu af, mens en anden én -
MARIE: Jeg stikker aldeles ikke af, hvad ved du om det!
AMERIKANEREN: Jeg ved bare at jeg får lyst til at stikke dig et kys!
(han træder hen mod hende og stikker munden frem, hun trækker sig tilbage, så han kun rammer hendes kind, og træder ned fra skinnerne. Der skynder hun sig at pege mod et sted bag ham)
MARIE: Pas på, der kommer tog!
(han blir befippet og træder ned, skrider i stenene og vrider om på foden, men genfinder balancen. Marie træder op på skinnerne igen og ser på, at han ømmer sig lidt over sin fod)
MARIE: Jeg har mine helt egne grunde til at rejse, og hvis du havde kendt køreplanen lidt bedre -
AMERIKANEREN: (surt) Der narrede du mig for et kys -
MARIE: Hvis du havde kendt køreplanen, var det aldrig sket for dig.
AMERIKANEREN: Et kys er ikke nogen helt lille post, sådan som verden ser ud i dag.
MARIE: Jeg har mine egne grunde, ja, jeg har så!
AMERIKANEREN: (humper op på skinnerne igen) Selvfølgelig har du det.
MARIE: Som alle andre sikkert også har deres, ja! Og du med!
AMERIKANEREN: Jaja, vi har alle vores grunde.
MARIE: Men mine grunde, ser du -
AMERIKANEREN: Men hvorfor sagde du, der kom tog?
MARIE: Mine grunde skal ingen blande sig i!
AMERIKANEREN: Næste gang blir jeg stående!
MARIE: Jeg uddeler ikke bare kys, at du ved det!
AMERIKANEREN: Og nu lyder du, som om du virkelig mener det.
MARIE: Selvfølgelig kysser jeg ikke med hvem som helst.
AMERIKANEREN: Jeg snakker ikke om at kysse nu - tag nu og vær lidt alvorlig!
MARIE: Hvad snakker du så om?
AMERIKANEREN: Jeg snakker om rejsen!
MARIE: Ja, hvad er der så med rejsen?
AMERIKANEREN: Du lyder som om du mener det, og ikke blot lader munden løbe for at dække over alt det andet, du helst ikke vil snakke om.
MARIE: Selvfølgelig mener jeg det.
AMERIKANEREN: Jamen, du lyder som om du mener det hele: Amerika, båden, billetten, for fanden! Så nu synes jeg, du skulle tage og fortælle mig om dine gode grunde og alt det andet, nu du alligevel er i gang.
(han sætter sig på en skinne for at afvente hendes fortælling, mens han tager den ene støvle af for at vurdere skaderne)
MARIE: (stemme) Jeg ved den dag i dag ikke, hvorfor jeg gjorde det, kære Laura. Men jeg satte mig altså ned hos ham, mens han prøvede at finde ud af, hvad der var sok, og hvad der var fod, måske havde han virkelig pådraget sig en forstuvelse.
(Marie opgiver imens al modstand. Hun lægger bylten fra sig og sætter sig ved siden af Amerikaneren)
MARIE: Jeg blev gravid.
AMERIKANEREN: (ser på hende) Blev du gravid?
MARIE: (trodsigt) Ja, jeg gjorde så! Jeg fik en dreng!
AMERIKANEREN: Starter du altid midt i historien? (hun svarer ikke) Du blev gravid. Så siger vi det. Og hvad så?
MARIE: Med Hans Peter.
AMERIKANEREN: Kender jeg mon Hans Peter?
MARIE: Hans Peter er formand.
AMERIKANEREN: Og jeg er min egen herre og kommer selv når jeg fløjter.
MARIE: Formand for banearbejderne, børsterne - dem der lægger skinnerne op gennem landet!
AMERIKANEREN: Jeg ved sgu godt, hvem der lægger skinnerne op gennem landet! (med en gruelig grimasse) Det er et forbandet ensomt arbejde.
MARIE: (om foden) Gør det ondt?
AMERIKANEREN: Ingen familie at varme sig hos, ingen venner. Lutter surt slid. Ingen kvinder. Ja, hvad skal man sige?
MARIE: Man skal i hvert fald ikke sige, at på den måde har han skaffet sig en familie i hver eneste stump by, han er kommet igennem!
AMERIKANEREN: Selvfølgelig har han ikke det.
MARIE: Sådan er Hans Peter ikke!
AMERIKANEREN: Selvfølgelig ikke, hvad er det jeg siger. (om foden) Nå, det kunne vist have været værre.
MARIE: Det vigtigste er om du kan støtte på den.
AMERIKANEREN: Men hvor har du så gjort af Hans Peter nu?
MARIE: Han fulgte jo med skinnerne videre frem.
AMERIKANEREN: Han skulle ikke med til Amerika?
MARIE: Nej, han skulle ikke med nogen vegne.
AMERIKANEREN: Han skulle passe sine sveller, hvad?
MARIE: Banen stoppede jo ikke uden for vores hus.
AMERIKANEREN: Endestation! Alle skifter! Hvorfor ikke?
MARIE: Han snakkede om alle de kilometre af skinner der stadig skulle lægges. Og nu ser jeg jo at på det punkt talte han skam sandt.
AMERIKANEREN: Og der sad du så alene tilbage med ungen?
MARIE: Nej, ikke på den måde.
AMERIKANEREN: Stop en halv, hvad så med mælken!
MARIE: Mælken?
AMERIKANEREN: (tålmodigt) Modermælken, kvinde!
MARIE: (pause) Den løber jo til og gør ingen gavn.
AMERIKANEREN: Og drengen?
MARIE: (tappert) Klarer sig med en flaske.
AMERIKANEREN: Og du sad altså ikke alene tilbage med ungen?
MARIE: Jo, jeg gjorde men - det er ikke så nemt at forklare.
AMERIKANEREN: Se, nu er der jo aldrig nogen, der har sagt om Amerikaneren at han hører til de tungnemme. Og nu sidder jeg samtidig her og kan ikke rokke mig af flækken de næste mange timer. (ser pludselig helt tilforladelig ud) Nu tager du det bare bid for bid, min tøs, så tygger jeg hver mundfuld langsomt, og får et smageligt måltid ud af det også.
(Marie samler sig. Amerikaneren rykker umærkeligt nærmere)
MARIE: Mine forældre har et lille sted lige op ad den nye station. Der tog jernbanefolkene deres kaffe, og mor bagte kager til dem.
AMERIKANEREN: Jeg kan lige se det for mig.
MARIE: Det startede i marts sidste år.
AMERIKANEREN: Marts sidste år var en underskøn måned.
MARIE: Og det var så der Hans Peter og jeg -
AMERIKANEREN: Du behøver ikke fortælle det hele.
MARIE: Det havde jeg heller ikke tænkt mig!
AMERIKANEREN: Men efter det skar de så banen videre frem?
MARIE: Ja, det var jo deres arbejde. Så sad jeg alene tilbage, det er en lille by, og min far var meget, meget vred.
AMERIKANEREN: Så fødte du altså dit barn her i december.
MARIE: Den tiende.
AMERIKANEREN: Du behøver sgu ikke være så nøjeregnende. December var en kold måned, der var sgu under ingen omstændigheder meget ved den december. Så om det nu var den tiende eller den tolvte -
MARIE: (nu er det hende der fortæller) Jeg fik lov til at føde mit barn derhjemme, men så hed betingelsen også, at jeg skulle give det fra mig og rejse fra byen.
AMERIKANEREN: Peregrinatio!
MARIE: Hvad?
AMERIKANEREN: (belærende) De syndere som har vakt særlig afsky i et samfund må fjernes, i det mindste for en tid: De må ud på en peregrinatio - med andre ord en vandring - hellere se deres hæl end deres tå.
MARIE: (alligevel bragt ud af den) Ja.
AMERIKANEREN: Hed betingelsen virkelig at du skulle rejse helt til Amerika?
MARIE: Nej, den betingelse satte jeg selv.
AMERIKANEREN: Men du lod dem tage ungen fra dig?
MARIE: Skulle jeg derfra, skulle det være for altid!
AMERIKANEREN: Du har måttet overlade knægten til andre?
(Marie kan ikke svare, hun snøfter og har brug for en skulder)
AMERIKANEREN: Så er det jo heller ikke værre, vel.
MARIE: Han blir døbt her til morgen. Jeg får ham aldrig mere at se! Han blev sat i pleje straks efter fødslen, hos et par gamle folk. Laura, min søster, er fadder til ham, sammen med fire andre. "Uægte", kommer der til at stå i hans dåbsattest. Uægte. Og så er han dog ægte nok.
(Amerikaneren nikker, trøstende, og kommer så tæt på, at han kan lægge en arm om hende. Han nikker alvorligt, forstående)
AMERIKANEREN: Jeg er selv sådan et barn.
MARIE: Du? Er du -
AMERIKANEREN: (beskedent) Nu vi alligevel taler om det.
MARIE: Siger du at du er -
AMERIKANEREN: Opvokset på flaske, ja!
MARIE: Åh, nej! Åh, nej!
AMERIKANEREN: Min far stak af da han mærkede hvordan det var fat med min mor, efter at de en sommer havde gemt sig på den samme side af en å. Jeg blev stukket af vejen hos min farfar. Nu har jeg ellers ikke ligefrem ry for at være nogen særligt ordholdende mand, men dette er den skinbarlige sandhed.
MARIE: Hvorfor er du ikke nogen ordholdende mand?
AMERIKANEREN: Et eller andet skal man helst leve af.
MARIE: Derfor kan man vel godt holde ord.
AMERIKANEREN: Og jeg er nu hen ved de fyrre -
MARIE: Jeg troede du var meget ældre!
AMERIKANEREN: Og du? Ja, hvor gammel er du mon?
MARIE: Jeg er lige fyldt treogtyve.
AMERIKANEREN: Og Laura?
MARIE: Laura?
AMERIKANEREN: Er hun din storesøster?
(Marie ved ikke, hvad hun skal svare. Hun trækker sig for en stund væk fra ham. Amerikaneren nikker afledende)
AMERIKANEREN: Men som du nok kan se, er jeg en moden mand med stor erfaring i, hvordan man så nogenlunde overlever virkningen af en uønsket fødsel. Samtidig er jeg noget nær ekspert i dit bestemmelsessted.
MARIE: Er du?
AMERIKANEREN: Og du har stadig hele ungdommens beslutsomhed i ryggen - det fremgår jo klart af dine rejseplaner - hvorimod en anden én nok har sat en del over styr undervejs i livet.
MARIE: Har du?
AMERIKANEREN: (med stor alvor) Jeg er en ensom mand fra de støvede veje, langvejs fra har jeg vundet mig frem. Og nu kan jeg ikke forstå, at du ikke vil høre nærmere om, på hvilken måde jeg er ekspert i Amerika!
MARIE: (imødekommende) Jo, men det vil jeg skam også gerne.
AMERIKANEREN: Du sidder her sammen med en mand, der har gjort Amerika til sit speciale og sit levebrød, en mand som i dagevis og gennem flere uger har bestræbt sig på at lære engelsk på originalsproget - "How do you do, goodbye, you, too"!
MARIE: Det er jeg ked af, det har jeg ikke kunnet -
AMERIKANEREN: See me hop, see me run, fun, fun, fun.
MARIE: Jeg nåede det jo ikke.
AMERIKANEREN: I like you, hello, beautiful woman, I love you -
MARIE: Men har du så virkelig været i Amerika, for så kan du jo fortælle mig, hvordan jeg skal bære mig ad når jeg kommer derover!
AMERIKANEREN: Det kan jeg desværre ikke, nej, sorry, for der har jeg aldrig været.
MARIE: Jamen, hvordan kan du så -
AMERIKANEREN: Mange ting har jeg forsømt, denne er den værste af mine mange forsømmelser. Derfor er Amerika min største drøm - og et sted jeg absolut må besøge inden jeg dør!
MARIE: På hvilken måde er Amerika så dit levebrød?
(han giver sig til at trække støvlen på igen, men må opgive)
MARIE: (stemme) Jeg var ikke mere så bange for at spørge. Det virkede som om hans hemmelighed var en ting det ikke var værd at holde på, hvis han ikke kunne dele den med en anden.
(Marie har imens blot tænkt på at få svar på sit spørgsmål)
AMERIKANEREN: Så skal du høre efter og ikke dømme for tidligt.
MARIE: Jeg dømmer ikke, jeg hører efter.
AMERIKANEREN: Jeg er plattenslager.
MARIE: Plattenslager?
AMERIKANEREN: Du så selv den ko.
MARIE: Nej, jeg så ingen ko!
AMERIKANEREN: Den står jo lige der! Nå, så står den ikke lige der. Den har været mit hovederhverv. Men ikke mere. Vi er set for meget sammen. Nu gælder det Amerika. Jeg har brugt den ko til at flå bønderne med, så er det sagt.
MARIE: (virkelig interesseret) Hvordan gør man det?
AMERIKANEREN: Man går ind til en bonde og spørger, om han vil købe en ko. Man siger at man har måttet efterlade den tilbage på vejen sammen med sin røgter og en anden ko der er syg. Den der bonde giver mig så penge på hånden mens jeg henter den ko, og lader mig gå derfra med et frejdigt guds ord på læben.
MARIE: (nikker) På den måde.
AMERIKANEREN: (nikker) På den måde er min ko så god som enhver anden mands ko. Den giver mig hvad jeg har brug for.
MARIE: Det kan jeg godt se nu.
AMERIKANEREN: Jeg kan alt det, du ikke selv kan. Jeg tør alt det, du ikke tør. Jeg lever ikke godt af det, men jeg lever.
MARIE: Jamen, Amerika?
AMERIKANEREN: Sæt nu tempoet lidt ned og lad også mig få lov til at styre en gang!
MARIE: Det skal jeg nok. Undskyld.
AMERIKANEREN: Den ko er forældet. Nu gælder det nutiden. Jeg snuser mig frem, ser du. Jeg tager et kig ud over landet for at finde de mennesker, som har en slægtning, en søn eller en datter, i Amerika. Der sidder mange gamle folk tilbage her i landet uden andet end mindet om deres slægtninge derovre. De skriver ikke, lader aldrig høre fra sig, sender aldrig beskeder hjem!
MARIE: Jeg skal nok skrive, det lover jeg!
AMERIKANEREN: Disse mennesker går jeg så ind til med en frisk hilsen fra deres udvandrede sønner eller døtre - husk at der er hundrede tusinde der rejser hvert eneste år!
MARIE: Men du har jo aldrig været derovre!
AMERIKANEREN: Jeg har selvfølgelig i forvejen forhørt mig om, hvordan børnene ser ud, og hvor de kan tænkes at have slået sig ned i Amerika. Der er ingen ende på den fornøjelse, jeg bereder dem, der sidder tilbage her.
MARIE: (mener det) Det er faktisk rigtig pænt af dig.
AMERIKANEREN: Jeg fortæller dem at børnene har det fint i det fremmede, men at de godt kunne bruge lidt håndører, og måske en røget skinke, som jeg nok skal påtage mig at transportere med, når jeg rejser tilbage til mine besiddelser.
MARIE: Men du rejser slet ikke, for du er aldrig kommet!
AMERIKANEREN: Samtidig passer jeg opmærksomt på at forklare dem, at det ikke skal koste dem en krone, hverken transport eller ulejlighed, fordi jeg har lært at sætte pris på deres afkom derude i det fremmede, hvor det kan være svært nok at finde egnet selskab.
MARIE: (morer sig næsten) Nu er jeg glad for at du ikke har mulighed for at bringe en hilsen fra mig til dem derhjemme, for det ville da næsten være synd!
AMERIKANEREN: (alvorligt) Sådan har jeg gjort mange ensomme mennesker trygge ved tilværelsen og glade ved livet igen.
MARIE: Og givet dig selv mange gode skinker og skillinger!
(han ser længe på hende, ikke bebrejdende. Mere fortroligt)
AMERIKANEREN: Men der ser du selv, hvordan Amerika er blevet min drøm og mit bedste nummer. Det er på høje tid, jeg tager hen og ser hvad det virkelig har på sig. Jeg har ganske vist et atlas, men det blir nu aldrig det samme.
MARIE: Det er da også synd at du ikke -
AMERIKANEREN: (stopper hende) Er du klar over, at de skal til at rejse en gudinde ved indsejlingen derovre. "Med sølv er hestens hov beslået", skal der stå på hende. Er du klar over at derovre går alle ens drømme i opfyldelse helt af sig selv?
MARIE: Det vidste jeg ikke.
AMERIKANEREN: Hvad ved du overhovedet, kvinde!
MARIE: Jamen, hvor skulle jeg vide det fra?
AMERIKANEREN: Man graver i jorden, og finder straks alt, hvad man kan spise og drikke, selv penge ligger der begravet, lige under gadernes brolægning, og visse steder regner det som med manna! Man kan få alt det guld man vil, bare ved at spørge.
MARIE: Det anede jeg slet ikke!
AMERIKANEREN: Jeg har det fra en rejseagent, en ægte amerikaner himself, bundærlig. Og når man sådan rigtig sammenligner og holder det ene op mod det andet, så er det trods alt noget andet end det man ser her. Så derfor har håbet slået rod der.
MARIE: Ja, så er Amerika måske alligevel at foretrække, selv om man er født i Jylland!
(han rejser sig og prøver, hvordan foden har det uden støvle)
AMERIKANEREN: Og nu ligger det samtidig sådan at ikke alle og enhver forstår at værdsætte det, jeg selv opfatter som en næstekærlig gerning. Politimestrene - for nu at tage et nærliggende eksempel - og en del andre øvrighedspersoner ud over landet er alle svært på udkig efter min person.
MARIE: Ja, for helt uden snyd er det vel ikke?
AMERIKANEREN: (ser sig rundt) Jeg skulle have fået mit hjemsogn til at betale for at få mig sendt ud af landet dengang. Der var engang et sogn, der betalte, for en hel familie med børn. Men da de kom til Hamborg, ville konen alligevel ikke med, de måtte drikke hende plakat og bære hende ud på skibet.
MARIE: Men kunne de så ikke bare have fortalt hende, hvordan der var derovre, med sølv og guld og alt muligt?
AMERIKANEREN: Men jeg har ikke noget hjemsogn. Det glemte mine forældre at sørge for. Men hvordan det nu også er, så er jeg snart nødt til at lade land og rige bag mig. Og hvorfor så ikke tage derhen, hvor man altid har ønsket sig at komme!
MARIE: Jeg ville nu helst være blevet hvor jeg var.
AMERIKANEREN: Jeg har sgu siddet for meget på vand og brød til at jeg bryder mig om at være med til det ret meget længere.
MARIE: Man blir træt af alting til sidst.
AMERIKANEREN: På den anden side er det selvfølgelig sin sag at sætte benene på et skibsdæk, når man nu altid har været vant til at have god jord under fødderne.
MARIE: Det er ikke altid så nemt at beslutte sig.
AMERIKANEREN: Nåja, god er den måske ikke, men fast. Og kunne det nu forholde sig sådan, at jeg fulgtes med dig, så var det sikkert også nemmere at beslutte sig. Så var der jo ikke mere nogen tvivl om, at vi nok skulle nå frem - og mange fluer var slået på én gang. Jeg har tilbragt halvdelen af mit voksenliv i fængsler. Jeg er en mand der har taget meget og givet meget, nu skulle du tage min person, så giver jeg dig mine kundskaber i stedet - det gælder sproget som alt det andet -
(han har listet sig bag om hende og lullet hende ind i snak, så han nu kan bøje sig ned over hende og give hende det kys)
AMERIKANEREN: Hvad siger du så? (et kys til) Hvad siger du?
MARIE: (alt for optaget til at tage sig af kyssene) Mener du at vi to skal følges ad herfra?
AMERIKANEREN: Ja, er det ikke det jeg står her og siger?
MARIE: Hele vejen til Amerika?
AMERIKANEREN: Ja, ikke kun den halve, så ender rejsen i vandet, det ved jeg da!
MARIE: Hvordan kan du beslutte dig så hurtigt?
AMERIKANEREN: Hvordan kan jeg lade være?
MARIE: Men har du penge?
AMERIKANEREN: Har du ikke?
MARIE: (forsigtigt) En lille smule.
AMERIKANEREN: Du har billetten!
MARIE: Men kun til én.
AMERIKANEREN: (griber hendes hånd) Det er allerede det halve!
MARIE: Er det?
AMERIKANEREN: Ja, er det ikke?
MARIE: Jamen, har du slet ingen penge?
AMERIKANEREN: Jeg har et par udeståender - det er så godt som noget.
MARIE: (tøvende) Hvis jeg er lidt forsigtig, kunne mine penge måske række til os begge -
AMERIKANEREN: (griber begge hendes hænder) Nå, er det nu ikke en fryd for øregangene at sludre med dig!
MARIE: Men så står jeg uden en reserve, hvis noget går galt.
AMERIKANEREN: Det skal du ikke se som noget problem - de penge skaffer jeg til veje igen! I samme øjeblik vi sætter foden på Amerikas jord, så skaffer jeg pengene til veje, hver en øre!
MARIE: Eller også stikker du af og overlader mig til mine egne tomme lommer.
AMERIKANEREN: Du skal nok få at se at jeg ikke er den, der vil svigte dig, pige!
MARIE: Som du har svigtet så mange andre piger måske?
AMERIKANEREN: (alvorligt) Det har jeg - jeg har svigtet mange kvinder i mit liv, det er jeg ikke spor bleg for at indrømme!
(Marie ser sig om. Hun rejser sig. Han blir meget knotten over forstyrrelsen: Et tog har nærmet sig, det er meget tæt på dem)
MARIE: Der kommer tog, pas på!
AMERIKANEREN: (tørt) Jeg har set det!
(de træder ned til hver sin side, mens toget damper forbi, og da der igen blir ørenlyd for dets tuden, råber Marie til ham)
MARIE: Jeg syntes du sagde, du ikke ville træde til side næste gang!
AMERIKANEREN: Tror du jeg vil stå her og blive kørt over på et spor, som ham din Hans Peter har lagt - never!
MARIE: Men nu fik jeg da at se, at man ikke altid kan stole på dig! Det er nemlig kun køreplanen man kan stole på!
AMERIKANEREN: Jeg havde ikke så meget som overvejet at kysse dig denne gang! Somme tider kan man stole på mig også!
(de mødes igen oppe på skinnerne, Han sætter sig og begynder at trække den anden støvle af foden. Marie blir stående lidt)
MARIE: Hvem har du svigtet mest?
AMERIKANEREN: Der var for eksempel konen på Doller Mølle. Hun havde møllen, men ville ikke have mig. Og så var det, jeg jog hende om til dæmningen og spiddede hende til træværket med en kniv gennem begge håndled og lod hende stå der, mens jeg selv forsvandt ud i verden med hendes sparebog og tre sølvskeer.
MARIE: (sætter sig hos ham) Fordi hun ikke ville have dig!
AMERIKANEREN: (næsten undskyldende) Det var i mine unge dage, sådan var jeg dengang.
MARIE: Det er ikke bare noget, du siger for at prale lidt over for mig?
AMERIKANEREN: Nu er jeg en besindig mand og meget roligere, nu må jeg se at komme af sted til Amerika. Og hun er oppe i årene efterhånden og har aldrig sladret et ord.
MARIE: Så er det altså en sand historie?
AMERIKANEREN: (ser lidt på hende) Og den ømhed du har i livet, den kan du vel heller ikke så nemt komme af med nu, uden mand og uden barn og uden familie.
MARIE: Hvad mener du?
AMERIKANEREN: Nu skal jeg jo slet ikke sidde her og påstå om mig selv, at jeg kan leve op til de der storartede sager, du oplevede i marts måned sidste år, slet ikke. Men ovre er ovre - og så er der vist ikke mere at sige om den sag. For hvis du skulle have taget dig i vare - ja, så skulle det da vist have været den gang.
MARIE: Det med Hans Peter var noget så stort, at ingen kunne vide at beskytte sig mod det.
AMERIKANEREN: Og overrumplende kom det vel også?
MARIE: Jo. Mere end godt var.
AMERIKANEREN: Men en lille klat ømhed sidder der vel tilbage, som du kunne hælde ud over en anden?
MARIE: Hvorfor skulle jeg gøre det?
AMERIKANEREN: Jo, for jeg tror jo ikke, det er godt at gå og gemme på det og aldrig lukke det ud. Jeg tror at såvel ømhed som mælk kan surne i brystet på en og forvandle ens åsyn fra sødt til bittert.
MARIE: (ser lidt på ham) Jeg synes bestemt, det er trist for dig at du ikke skal have dine drømme opfyldt. Og synd er det også. Men alt det er vel ikke noget jeg kan skaffe dig.
(han rejser sig og sætter sine støvler pænt side om side)
MARIE: (stemme) Var det alligevel ikke som en slags beskyttertrang der ville til at bryde frem i mig der? Jeg var i tusind sind og kunne ikke blive enig med mig selv.
(imens har Marie også rejst sig. Han står over for hende)
AMERIKANEREN: Ser du nu de støvler, som de står der?
MARIE: Selvfølgelig kan jeg se dine støvler.
AMERIKANEREN: Hvad ser du så?
MARIE: At de trænger til en forsåling, og en god gang sværte!
AMERIKANEREN: (lader sig ikke bringe ud af fatning) Tager jeg meget fejl, når jeg siger at du tænker på din dreng tidlig og silde?
MARIE: Selvfølgelig tænker jeg på min dreng tidlig og silde!
AMERIKANEREN: Har du overvejet alle muligheder for at få ham tilbage?
MARIE: Jeg har givet ham fra mig, jeg kan ikke få ham tilbage.
(Amerikaneren kaster igen et blik mod sine to støvler)
AMERIKANEREN: Jeg ser to halvdele, der står smukt til hinanden. Bære dig på hænder kan jeg ikke. Løfte dig til himmelen vel næppe heller. Hvad lykken angår ved jeg ikke så meget om den. Men jeg kan gå ved din side og holde dine lægge varme i koldt vejr. Det er kun viljen det kommer an på.
MARIE: Snakker du nu om min vilje? Om min egen vilje?
AMERIKANEREN: Og hvis jeg nu giver dig et råd der kunne skaffe dig din dreng tilbage?
MARIE: Hvad skal du så have til gengæld, for noget skal du vel have?
AMERIKANEREN: Taknemmelighed måske.
MARIE: Taknemmelighed har mange veje.
AMERIKANEREN: En smule varme i kroppen.
MARIE: Og du snakker stadig om noget, der kommer helt af min egen fri vilje?
AMERIKANEREN: Enhver kan tage på sig selv at beskytte en mand og hans drømme.
MARIE: Hvorfor skulle jeg beskytte dig og tage dine drømme på mig?
AMERIKANEREN: Fordi du samtidig gør noget stort og smukt for dig selv.
MARIE: (synes det var et godt svar) Og det er din egen ærlige mening og noget, du står ved?
AMERIKANEREN: Det er jo det, vi står her og blir enige om, er det ikke?
MARIE: Og du tror også det er min ærlige mening?
AMERIKANEREN: Er det ikke også det, du tror?
(Marie begynder at se billedet for sig. Ser længe på ham. Han humper lidt om, som for bedre at dysse hendes beredskab i ro)
MARIE: Det du mener er at jeg skal vende om!
AMERIKANEREN: Jeg mener at du skal vende om.
MARIE: Gå tilbage og stjæle drengen fra dem!
AMERIKANEREN: Du skal gå tilbage og stjæle drengen fra dem.
MARIE: (med stigende begejstring) Og så tager vi ham med os!
AMERIKANEREN: Vi tager ham med os.
MARIE: (nikker) Alene kan jeg ikke klare ham, to kan vi godt.
AMERIKANEREN: (nikker) To kan vi godt. Nu går du ind og henter din dreng, så sætter vi alle tre ud på rejsen sammen.
MARIE: Og så passer du på os - uden at skulle have noget til gengæld?
AMERIKANEREN: Jeg er et beskedent menneske og forlanger ikke stort.
MARIE: Og vi tager af sted straks og ser os ikke tilbage?
(han ser ud som om han har travlt med at studere skinnerne)
AMERIKANEREN: Måske ikke lige med den første båd.
MARIE: Hvorfor ikke med den første båd?
AMERIKANEREN: Men så med den næste.
MARIE: Hvorfor først med den næste?
AMERIKANEREN: Der er et par fordringer, jeg skal have kradset ind først. Og så ved jeg om mindst to gode steder hvor vi kan skaffe os en smule startkapital. Vi kan også bare beslutte os for at blive hvor vi er. Med en kone ved hånden og et barn på armen får de ikke så let ved at strikke en anklage sammen mod mig. Så har jeg jo forsørgerpligter som et ærligt menneske og en god borger - og så må vi heller ikke glemme, at mælk er en dyrebar vare på de her kanter.
(han betragter allerede sagen som afgjort og går hen for at samle sine støvler op, nu uden at humpe den mindste smule)
MARIE: (stemme) Der følte jeg igen fast grund under fødderne: Hvis dette menneske fik magt, som han havde agt, ville ingen af os nogen sinde komme af sted. Så kom jeg til at hænge ved hans drømme for evigt, uden igen at kunne slippe fri.
(Marie har imens kigget mod ham og undret sig over sig selv)
MARIE: Glemmer du ikke at du havde ondt i foden? (han ser mod hende, lader så støvlerne være) Du glemmer, at du vred om på din fod.
AMERIKANEREN: Vi vil bestemt ikke glemme Amerika, det er ikke det jeg siger.
MARIE: Så kunne jeg godt lide at vide, hvad det ér du siger.
AMERIKANEREN: Ved at blive i landet bevarer du jo også muligheden for at gense din familie. - Tror du ikke, du vil savne dem? Tror du ikke det blir ensomt uden? Det eneste jeg siger er, at dette må ordnes efter alle kunstens regler, og bindes op på et fast grundlag.
MARIE: (pause) Du er vist en mand der aldrig siger hele sandheden.
AMERIKANEREN: Sandheden er en overmåde farlig størrelse, den er der alligevel ingen der kender til bunds.
MARIE: Jeg tror ikke, noget menneske i verden kan stole fuldt og helt på dig.
AMERIKANEREN: Det er der ikke mange der har sagt mig op i mit åbne ansigt før.
MARIE: Ikke engang den, du sætter allerhøjest, kan vist stole på dig.
AMERIKANEREN: Stop det nu, alt det der siger du jo kun, fordi du er så forbandet stædig!
MARIE: (stædigt) Jeg er overhovedet ikke stædig!
AMERIKANEREN: Og nu skal du ikke prøve at trække i land igen!
MARIE: (nær ved at smile) Du er vist sådan en, der godt kunne finde på at snappe taget bort over folks huse, mens de ligger i deres søde søvn - du er sådan en, der ville fjerne et tæppe fra et barn for at holde dig selv varm. Og nu er jeg glad for at du skulle stramme dine betingelser, for jeg var næsten ved at lade mig overtale af dig.
AMERIKANEREN: Ved du hvordan der er på de både der sejler til Amerika? Ved du, hvor farligt der er til søs? Dårlige toiletforhold - eller slet ingen - sammenstuvede mennesker, sygdom, smitte. Sejlende ligkister, det er hvad det er. Og når du så ankommer, lad os sige til New York, hvordan skal du så komme videre, hvordan vil du redde dig ud af den? Den by er som et bjerglandskab. Hvordan bestige det uden hjælp?
MARIE: Jeg klarer mig.
AMERIKANEREN: Nej, du gør ikke! Du går nedenom og hjem, og så har vi balladen! Og i øvrigt har vi to en aftale!
MARIE: Vi to har overhovedet ikke nogen aftale.
AMERIKANEREN: Og den står ved magt fra nu af!
MARIE: Der er ingenting, der står ved magt.
AMERIKANEREN: (stædigt) Den aftale er faktisk lige så gyldig, som hvis vi begge to havde sat vores navne under, med vidner og vidners vidner!
MARIE: Du skal ikke prøve at bilde mig ind, at du er i stand til at tage dig af mig og mit barn derude - du som ikke i et langt liv har kunnet tage hånd om dig selv!
AMERIKANEREN: Har jeg måske ikke tjent til dagen og vejen! Har jeg ikke hver dag skaffet mig mit daglige udkomme -
MARIE: Så det kunne da godt se ud, som om du resten af dit liv kun skal have tomme hilsener med dig hjem fra Amerika!
(han kan ikke holde ud at høre på det mere, han farer frem mod hende, griber hende om skuldrene, blir vildere og vildere)
AMERIKANEREN: Vil det sige at du tager af sted uden mig?
MARIE: (står fast) Jeg tager af sted alene, ja!
AMERIKANEREN: Og lader mig tilbage her med min pine?
MARIE: Jeg har ingen forpligtelser over for dig!
AMERIKANEREN: Det har du da, selvfølgelig har du det!
MARIE: Du er en fremmed, jeg har lyttet til din historie -
AMERIKANEREN: Og det var en god historie, en god historie, du får den ikke bedre!
MARIE: Jeg har jo også hørt på den, mere kan du ikke forlange af noget menneske!
AMERIKANEREN: (i et skrig) Du tager ikke herfra uden mig!
(han griber hende ved struben, men det lykkes hende at vriste sig fri af hans greb og drive ham bagud, hun er meget vred og meget desperat)
MARIE: Du skal ikke komme her og bestemme over mig! Alle andre har altid villet bestemme over mig, nu kommer du og vil være med i flokken! De har altid prøvet at få deres vilje med mig, hver på deres måde. Min far som i sin nidkærhed holdt os til nål og sytråd, selv Hans Peter - så øm og fin han også var!
AMERIKANEREN: (bakker lidt) Jeg ville jo bare hjælpe.
MARIE: (græder) Du vil binde mig på hænder og fødder, som de har bundet mig til først at afgive min dreng og siden flytte fra byen - jeg måtte skrive under, og sige tak til, så ingen skulle se mig gå der og kaste skygger over hele egnen. Synes du jeg ser ud som en der lader sig bestemme over måske?
AMERIKANEREN: (skubbes yderligere bagud) Du bærer dig rigtigt dårligt ad over for mig.
MARIE: (græder af) Det er mig der er blevet dårligt behandlet! Endda af dine historier som du kommer her og smider i hovedet på mig! I har alle fået det med mig som I ville! De har sendt mig ud på en lang vandring, derfor vil jeg vandre til Amerika og forsvinde der, og nu siger jeg det igen: Jeg rejser alene, om det så skal blive min sidste bestemmelse her i livet!
(Amerikaneren trækker sig helt ud af konfrontationen og stiller sig op på meget god afstand af hende, med udbredte arme)
MARIE: (stemme) Hans svar var at stille sig op midt på skinnerne, med begge armene strakt ud til siderne. Men han stod ikke længere og spærrede vejen for mig. Jeg skulle ikke den vej for at komme videre. Jeg skulle den modsatte vej.
(Marie er faldet lidt til ro. Amerikaneren holder sammenbidt sin position, mellem dem står støvlerne pænt side om side)
AMERIKANEREN: (næsten profetisk) Den første, der forrådte mig, var min første kone. Det var, da hun gik hen og døde - da gik det op for mig hvilket stort tab jeg havde lidt - da stod det elendigt til med mig. Hun skulle have holdt sig fra den slags numre, skulle hun!
MARIE: (snøfter stadig lidt) Jamen, herregud - du kan da ikke sige sådan om din -
AMERIKANEREN: Hvis du ikke tager mig med nu, blir jeg stående her!
MARIE: Ja? Og hvad så?
AMERIKANEREN: Jeg blir stående, siger jeg jo!
MARIE: Så tag i det mindste støvlerne på!
AMERIKANEREN: Gu vil jeg da ej!
MARIE: (tøvende) Du kan ikke blive stående her.
AMERIKANEREN: Hvorfor kan jeg ikke det?
MARIE: Der kommer tog, der kommer hele tiden -
AMERIKANEREN: Selvfølgelig kan jeg blive stående.
MARIE: Jamen, hvor længe kan du det?
AMERIKANEREN: Altid! Se selv! Det går fint!
MARIE: Og når toget kommer?
AMERIKANEREN: Så står jeg her stadig!
MARIE: (lidt slået ud) Nej, tag nu armene ned og flyt dig. Gå ned på marken med dig. Nu lægger jeg en mønt her. Ja, jeg kan ikke undvære mere. Du får knas med dem inde på stationen, kan jeg godt fortælle dig, de er ikke til at spøge med.
AMERIKANEREN: Vil du høre mit bedste nummer?
MARIE: Jeg vil ikke høre mere på dig!
AMERIKANEREN: Nu skal du høre mit allerbedste nummer!
MARIE: Jeg tager dig ikke med mig, at du ved det!
AMERIKANEREN: Så ved jeg at du umuligt kan efterlade mig her.
MARIE: Aldrig i livet om jeg tager dig med mig!
(Marie samler sin bylt op, men hun kan ikke forlade ham endnu. Amerikaneren kremter højlydt og tager så fat på historien)
AMERIKANEREN: Mit bedste nummer var engang jeg gik ind til en gammel kone, hvis søn netop var død. Jeg fortalte, at jeg selv ved en sælsom tilskikkelse var blevet slået fordærvet i præcis samme vejkryds som han og just havde nået at runde himlen, før jeg atter som ved et mirakel kom til live igen. I himlen havde jeg kort nået at hilse på hendes søn, lige der hvor folk mødes inden de går ind til deres salighed. Joh, hendes søn havde det efter omstændighederne godt, skulle jeg hilse og sige, men han gik da og frøs noget så gudsjammerligt deroppe, så om hun ikke kunne undvære nogle gode uldne bukser og en kraftig trøje. Jeg skulle så nok gå ud igen og lade mig slå fordærvet en gang til i det vejkryds og bringe tøjet med mig op i himlen. Og ved du hvad, hun troede sgu på mig!
MARIE: (vender sig bort) Så havde hun ved gud i himlen heller ikke fortjent det bedre!
AMERIKANEREN: (beskedent) Jeg kan være meget overbevisende når galt skal være.
MARIE: Og jeg går nu, at du ved det! Og lad så være med at stå der og gro fast!
AMERIKANEREN: (uden at flytte sig) Du blir hvor du er!
MARIE: (igen ovenpå) Du har måske lyst til at spidde mig til svellerne med din kniv nu - for det skulle såmænd ikke undre mig - men du skal vide, at jeg er ikke helt så medgørlig som din møllerkone.
AMERIKANEREN: Jeg vil dig intet ondt, det ved du jo.
MARIE: Så synes jeg du skulle tage og fortælle dig selv at det bedste du kan gøre er at slå armene ind og gå videre - det vil jeg nemlig selv gøre! Jeg går nu! Det gør jeg! Jeg går!
(Marie går ikke. Hun står modløst og ser på ham. Han gør ikke mine til at ville flytte sig. Så kommer hun i tanker om noget, skynder sig ud, og trækker hans usynlige ko ind. Hun går helt frem til ham og holder det lige så usynlige tøjr hen mod ham)
MARIE: Her. Tag din ko. Gå nu med jer.
AMERIKANEREN: Den eksisterer sgu da ikke, din dumme tøs! Har du ikke forstået det endnu!
(han sparker ud efter koen. Han skrider i stenene, knækker om på sin fod og falder omkuld med et skrig. Han blir liggende)
MARIE: Du skal ikke tro, jeg hopper på den en gang til!
AMERIKANEREN: Hvad rager det mig, hvad du gør!
MARIE: For det gør jeg ikke, at du ved det!
AMERIKANEREN: Gå med dig, lad mig ligge!
(Marie har uvilkårligt holdt fast i koens tøjr, men slipper den nu løs. Han kigger efter den. Marie ser længe på ham)
MARIE: Er du sikker på, at du ikke kan rejse dig?
AMERIKANEREN: Det finder vi for fanden ud af, når det næste tog kommer, gør vi ikke?
MARIE: Kan du ikke bare bevæge dig ned på marken da?
AMERIKANEREN: Måske hvis du hjælper mig.
(det skal Marie ikke have noget af, hun vil ikke hen til ham)
AMERIKANEREN: Du kan køreplanen, du ved lige hvornår det sker!
MARIE: Hvordan kan jeg rejse helt til Amerika uden at vide om du er rask eller -
AMERIKANEREN: Det blir din egen sag! Jeg blir liggende her og venter til jeg måske blir rask engang! Nu får vi se!
MARIE: Hvor længe vil du ligge og vente på det?
AMERIKANEREN: Til det blir forår igen!
(han prøver at røre på sig, han udstøder et smertenshyl. Marie står endnu lidt tvivlrådig. Så tager hun sig sammen og går sin vej. Hun forlader scenen langs skinnerne og forsvinder ud)
MARIE: (stemme) Han lå der stadig, da jeg nåede kurven længere fremme. Han lå stadig og skabte sig og flyttede sig ikke ud af stedet. Og nu må jeg snart stoppe brevet, ellers blir det vist alt for langt.
(Amerikaneren har imens ikke gjort mine til at flytte sig. Han jamrer sig højlydt og prøver at få sin ko til at komme hen til sig. Vi hører Marie udefra, mens hun går sin vej - fra længere og længere afstand)
MARIE: (udefra) Du kan ikke blive liggende der! Jeg ved jo, du flytter dig, så snart jeg er ude af syne! Du kan jo se at jeg er på vej og ikke mere vender om! Flyt dig nu, gå med jer!
(Amerikaneren ligger og vrider sig med store smerter. Nytårsklokkerne kommer igen op - og går over i lydene fra en amerikansk storby anno 1882. Lyset langsomt ned på scenen)
MARIE: (stemme, mørke på scenen) Kære Laura. Vil du ikke nok en dag gå ud langs skinnerne og se, om der er spor efter ham. Han kunne også finde på at opsøge dig, tror jeg, med bud fra mig. Hvis han gør det, så sig at det må han ikke. Det klarer jeg bedst selv. Og sig at jeg kommer ikke den vej forbi igen. Og sig at jeg ikke længere tror på, at hestene går med sølvbeslåede sko her eller nogen steder i verden, men at jeg nok skal se at få et godt liv - så sandt som jeg er og forbliver - din Marie. PS. Jeg lægger et par glansbilleder i brevet - dem skal du give min lille dreng i erindring. De er kun små, men det er så ukristelig dyrt at sende større ting herovrefra.
SLUT
© Kaj Nissen 1998
Email: kaj@kajnissen.dk