Denne tekst kan også downloades i RTF-format og læses offline.
CANDIDE
eller
PESSIMISMEN
Et radiospil
af
Kaj Nissen
efter en idé af
François-Marie de Voltaire
Personerne:
CANDIDE
PANGLOSS
KUNIGUNDE
FADEREN
CACAMBO
OFFICER
OBERST
DEN GAMLE
GENERAL
DON FERNANDO
ELDORANER
BETJENT
POLITIOFFICER
MARTIN
CANDIDE eller PESSIMISMEN
(Lyden af en jager der dykker med et afsindigt hvin)
SPEAKER: Radioteatret.
(den samme jager gentaget)
SPEAKER: Vi sender CANDIDE ELLER PESSIMISNEN, et radiospil af Kaj Nissen, efter en idé af François-Marie de Voltaire, over mottoet "et teaterstykke er et eksperiment med det menneskelige hjerte".
(den samme jager gentaget, afsluttes med kraftige detonationer)
CANDIDE: Stop det der, stop den forbandede manipulation med virkeligheden.
(lyden af en bil der skrider vildt ud og smadres i et splintrende brag)
CANDIDE: Sandheden er ikke noget man sådan bare plukker ud af luften.
(tortur af en kvinde der først holder smerten nede men så skriger ud)
CANDIDE: Verden er sådan som vi selv har valgt den, verden kan umuligt være anderledes, altså kan verden ikke blive bedre, altså er verden i orden som den er.
(pause. Så idyllisk musik da det nu ikke kan være andet. Musikken fylder rummet med ren harmoni. Fortsætter ind under Candide der er ganske rolig)
CANDIDE: Det jeg mener er jo bare at hvis statsministeren ikke var en hæderlig mand så var han aldrig blevet valgt til statsminister. Verden er sådan som vi selv har ønsket den. Jeg undtager naturligvis hele tiden naturkatastrofer, orkaner, jordskælv, cykloner, vulkanudbrud og oversvømmelser. Dem har vi ingen indflydelse på, dem skal ingen komme og bebrejde os.
(utydelig mumlen fra større forsamling, evt. publikum før tæppet går)
PANGLOSS: Mit navn er Pangloss, jeg er politisk filosof. Jeg har lært Candide at være åben og trofast over for livet. Jeg har valgt for ham.
CANDIDE: Jeg ved helt bestemt at der ikke er nogen grund til pessimisme. Det hele kommer i sidste ende blot an på at følge nogle få enkelte leveregler: 1) Du skal tro at du er et værdifuldt menneske. 2) Du skal tro at du er lige så meget værd som alle andre. 3) Du skal tro at din viden kan være større end min. 4) Du skal tro at du kan være bedre end mig. 5) Du skal tro at du kan vide mere end mig. 6) Du skal have lov til at grine af mig.
(Pangloss starter igen efter Candides anden leveregel. Resten fades ind under Pangloss' replik)
PANGLOSS: Hvad er hemmeligheden bag Candide? Han har under min påvirkning opøvet en sund indstilling til denne omskiftelige verden, det er såmænd det hele. Lad mig tilføje at han fra naturens side har et enfoldigt gemyt, hvilket er en stor fordel.
CANDIDE: (fades op eller gentages) Du skal have lov til at grine af mig.
PANGLOSS: Vi lever i en tid hvor alle er imod. Men vi skal ikke bare være imod, vi skal vise at vi tør være for. Vi vil være for og begrunde hvorfor vi er det. Det kan ikke nytte bare at rakke ned, vi må bygge op. Lad os være positive!
CANDIDE: Hr. Pangloss, De er en klog mand og ved meget om det gode i menneskene.
PANGLOSS: De unge af i dag trænger kolossalt til tryghed.
CANDIDE: Men det er lidt trist ikke at vide hvordan man bedst kan bruge alt det gode.
PANGLOSS: Samtidig nærer disse unge en voldsom angst for fremtiden. Det er der ingen grund til, hører du. Det er der ingen grund til, det er der ingen grund til, det er der -
(krydsfades med sød musik: introduktion af Kunigunde)
KUNIGUNDE: Jeg hedder Kunigunde. Min far er en rig mand. Men jeg ved ikke hvorfor han er det. Han ejer huse og mennesker. Han ejer også Pangloss der siger hvad min far ønsker. Og han ejer Candide der gør hvad jeg siger.
(musikken blir til rigtig filmmusik: de unge mødes)
CANDIDE: Kunigunde, jeg tror som Pangloss på en vilje af kærlighed, en evig stræben efter en verden af par, af mænd og kvinder der elsker hinanden indbyrdes, og når kærligheden har gjort dem ude af stand til had, strid og ondskab, sejrer kærligheden mellem dem alle ligesom den sejrede for dem to og to.
KUNIGUNDE: Candide, mit lommetørklæde.
CANDIDE: Lad mig. Nej, lad nu mig. Åh.
(fjern taktfast klappen fra tusindtallig skare)
CANDIDE: Åh, sikken blød hånd.
KUNIGUNDE: Sikken stærk arm.
CANDIDE: Sikke hvide skuldre.
KUNIGUNDE: Sikke kraftige ben.
CANDIDE: Sikke herlige bryster.
KUNIGUNDE: Åh, så stor og stærk. Candide, lyset skærer mig i øjnene.
CANDIDE: Lad mig. Nej, lad nu mig. Åh.
(lyset ud og deres ord forsvinder i uforståelig heftig mumlen. Døren åbnes og lyset tændes igen. Baggrund væk)
FADEREN: Hvad foregår der her som ikke kan tåle at se dagens lys?
CANDIDE: Ingenting, herr, ingenting.
FADEREN: Bukserne op! Kjolen ned! Dette er aldeles uhørt!
KUNIGUNDE: Sludder, far.
CANDIDE: Der er ikke sket noget. Jeg elsker Kunigunde, det er sikkert og vist, men der er ikke sket noget.
FADEREN: Jeg har tilstrækkelig årsag til at tro det modsatte.
KUNIGUNDE: Ja, hvis du kunne have givet os fem minutter til!
FADEREN: Hold mund! Og fyren der kan tage sine søforklaringer med sig når han går.
KUNIGUNDE: Jeg vil ikke have at han går.
CANDIDE: Kunigunde, din far mener det jo kun godt, og -
FADEREN: Skal sådan en fattig stymper, et tyende, komme her og belære! Kan du så se at komme ud! Ud med dig!!
(Candide får et par ordentlige spark i enden og blir sat på porten. Han havner uden for huset i regn og blæst. Han går i vejret og græder)
CANDIDE: Hvad gør jeg nu? Hele min rolige tilværelse - splintret og ødelagt. Hvad er det der sker med mig? Pangloss, jeg kan ikke finde ud af det. Han havde jo ingen grund til at opføre sig på den måde.
(fjernt bag regnen og blæsten høres dumpe drøn og andre ildevarslende lyde)
CANDIDE: Der er så meget jeg ikke længere kan finde svar på. Kunigunde, din far og jeg kunne i det mindste have snakket om det. To voksne mennesker finder altid ud af det når de snakker fornuftigt sammen. Det samme gælder hvor det drejer sig om nationer. (han holder pludselig op med at græde) Hvor er jeg kommet hen? Mine ben har båret mig langt væk fra Kunigunde. Hun er sikkert meget ulykkelig nu. Men alting skal blive godt igen. Ganske vist er jeg havnet på en åben mark hvor jeg aldrig har været før, men jeg elsker Kunigunde og sværger her på denne øde plet at gifte mig med hende.
(ud af baggrunden en jager der kommer hvinende ned over ham)
CANDIDE: Så er det godt! Forbandet uansvarlig måde at omgås med virkeligheden på.
(fra nogen afstand kommer en mand løbende mens han råber op)
CACAMBO: Søg dækning, dit fjols, søg dækning! (nær på og direkte) Nit navn er Cacambo. Jeg griber hermed ind i Candides skæbne og skal fra nu af følge ham i tykt og tyndt. Først må vi have ham i dækning. Vore værste mareridt er i dag blevet til virkelighed.
CANDIDE: Hvad er der, kan du ikke se jeg ikke har det godt.
CACAMBO: Det kan være galt nok, men du står og rager op midt i frontlinjen.
CANDIDE: Frontlinjen, hvad for en frontlinje? (ny jager) Hvor kan jeg søge dækning, her er jo kun pløjemarker.
CACAMBO: Så ned i en plovfure, og skuldrene op om ørerne!
(de smider sig i sjappet der sprøjter om dem. Ny jager)
CANDIDE: Jeg kunne jo ikke vide at det var virkeligt, vel. Det plejer altid at være noget man er tilskuer til. Hvem er det der slås. Hvad slås de om. Hvorfor skal de slås lige nu. Jeg kunne da ikke i min vildeste fantasi forestille mig at det var alvor.
CACAMBO: Ind imellem blir alting til virkelighed, også det mest hårrejsende du kan forestille dig.
CANDIDE: Måske. Men også det skønneste, og det her ser rigtignok slemt ud, og snavset blir man også, men det kan ikke være anderledes end at der må komme noget godt ud af det engang.
CACAMBO: Alt det kan man ikke sige noget om før vi er nået til enden af denne historie. Jeg hedder Cacambo.
CANDIDE: Det er mærkeligt - Pangloss sagde at der ikke var nogen grund til at frygte fremtiden.
(endnu et rasende flydyk plus kanoners hamren. Fjernt høres jubellatter fra et stort publikum)
OFFICER: (dukker brat op) I to, hvorfor ligger I her?
CANDIDE: Jo, forstår De, hr. officer, der er sket det at Kunigunde og jeg -
OFFICER: Hvilken side er I på, regeringens eller oprørernes?
CANDIDE: Vi må da først have at vide hvem der gør oprør mod regeringen.
CACAMBO: Hvilken side er De selv på?
OFFICER: Regeringens naturligvis, hvorfor spørger De?
CACAMBO: Fordi vi naturligvis også er uforbeholdne tilhængere af regeringen.
CANDIDE: Vi må vel først lige finde ud af om regeringen -
CACAMBO: De har måske oven i købet en opgave De kan pålægge os, hr. officer.
OFFICER: I er indrulleret på regeringens side i opgøret med oprørerne. I overtager kontrollen med dette maskingevær. I kan være evigt forvisset om at oprørerne inden for den næste halve time vil myldre op af jorden. Der udbetales en bonus på fem kroner per dræbt modstander. Det er altså bare om at skyde løs.
CANDIDE: Javel. Jeg mener, hvordan?
OFFICER: Civilist! Et maskingevær betjenes på følgende måde. Sådan, og sådan, og sådan, og træk her.
CANDIDE: Sådan. Og sådan. Og sådan. Og -
CACAMBO: Sådan!!
(en salve går af, ind i maven på officeren der falder skrigende om)
CANDIDE: Se nu, nu kom jeg til at skyde ham.
CACAMBO: Du har rigeligt fortjent din første bonusfemmer. Men du må vente med at få den udbetalt til en anden gang.
(kugler begynder at hvisle om ørerne på dem og de stikker af. De løber om kap med kuglerne under det følgende)
CANDIDE: Jeg mener at alt det her kommer af at folk i almindelighed rakker alt for meget ned på hinanden.
CACAMBO: Nå, mon ikke det kommer af noget helt andet.
CANDIDE: Ikke ifølge min lærer Pangloss. Han ville ikke have ladet sig slå ud af så lidt. Men hvor er han nu? Og Kunigunde, hvad er der blevet af hende?
CACAMBO: Deres tur kommer nok.
CANDIDE: (ikke flere kugler) Vi må stole på hinanden. De der kommer efter os skal huske os som fornuftige mennesker.
CACAMBO: Husk at du har skudt en regeringssoldat. Vi er på oprørernes hold nu.
CANDIDE: Tror du det er fornuftigt?
CACAMBO: Kommer an på hvem der får overtaget. (de skifter fra løb til almindelig gang) Før var vi regeringssoldater. Nu må vi nødvendigvis være oprørere. Det er helt i pagt med tidens hang til omskiftelser. Jeg siger: man får hvad man tager, altså må man tage hvad man kan få.
CANDIDE: Og jeg siger at jeg føler mig uendelig bedrøvet.
CACAMBO: Bare ikke tabe modet. Nu gemmer vi os på et kornloft og prøver på ikke at tabe modet.
CANDIDE: Det er let nok. Man skal bare sørge for at føle sig tryg. Men jeg har skudt en officer.
CACAMBO: Der har vi en landsby.
(på fjernt hold høres under det følgende et ekstatisk fodboldpublikum synge og huje. Candide og Cacambo standser op)
CANDIDE: Den landsby er jo ødelagt og brændt ned.
CACAMBO: Tja, det er nu engang konsekvensen af vores måde at leve sammen på.
CANDIDE: Mændene er gennemhullede af projektiler. Kvinderne har fået halsen skåret over, deres børn har fået knust arme og ben. Det kan da ikke være nødvendigt! Og de unge piger dér har fået maven sprættet op.
CACAMBO: Efter at have tilfredsstillet en eller anden helts naturlige lyster. Skik og brug lader sig ikke sådan ændre.
CANDIDE: De fleste halvt brændt op. Hjernemasse spredt ud over jorden sammen med afhuggede arme og ben. Cacambo, hele landsbyen skriger om nådestødet.
CACAMBO: Det må vente.
CANDIDE: Og Pangloss som altid har hævdet at hvis man blev ilde berørt over noget man så i fjernsynet, så skulle man altid rette sin vrede mod fjernsynet. De skal ikke sende billeder af sådan noget, krig og hungersnød og massakrer. Det forhindrer folk i at være positive og tager for meget af deres tid.
CACAMBO: Gad vide hvordan denne fortræffelige filosof har det i dag. Vi to skjuler os indtil det hele stilner lidt af.
(de maser sig op på og ind over et halmloft. Meget tæt rum)
CANDIDE: Plovfurer og halmlofter. Puh, hvor er her mørkt og støvet.
CACAMBO: Så er der ingen der kan se os. Jeg må sige at jeg finder det tørt og godt. (de lader sig falde om i halmen) Endelig kan man til fordel for dette sted anføre at der vel ikke er flere der gider fare hen over det med mord og brand i øjnene.
CANDIDE: Det er noget underligt noget - ifølge naturen og enhver fornuftig lærebog nærer mennesker langt større respekt for hinanden end det vi her har set.
CACAMBO: Vi kender kun hinanden til tænderne, Candide. Og der er mange der udnytter den situation. Til at bide, Candide. (læner sig tilbage) Bortset fra det er jeg en stor tilhænger af halmlofter.
(efter en kort pause høres en tør hoste der langsomt nærmer sig)
CANDIDE: (hvisker hæst) Cacambo, jeg tror der er nogen på vej op ad stigen. (de lytter) De har fundet os. De slår os ihjel.
CACAMBO: Hold kæft. Tag den ene af mine revolvere. Men skyd ikke før jeg siger til. Jeg fanger ham ind med lommelygten.
(nogen begynder at rasle sig frem gennem halmen. Cacambo tænder lygten)
CACAMBO: Bliv hvor du er! Hvem er du, hvad vil du?
(en mand brister i gråd og hulker voldsomt)
CANDIDE: Det var dog frygteligt som han ser ud. Tror du han kan være farlig.
PANGLOSS: (fremdeles hulkende) Candide, min kære Candide, jamen kan du da slet ikke kende mig?
CACAMBO: Sagde den ene stakkel til den anden. Candide, hvem er han?
CANDIDE: Hvordan skulle jeg kunne kende et menneske der er oversået med bylder og kun kan fremvise en afpillet næse og to døde øjne.
PANGLOSS: Det er jo mig, Pangloss, din gamle ven og lærer. Jeg er fulgt efter jer.
CANDIDE: (farer hen til ham) Pangloss! Er det virkelig Dem, i den frygtelige forfatning. (hjælper ham til sæde) Hvor er jeg dog glad for at se Dem igen. Men hvorfor er De ikke længere i Deres gode trygge hjem? Og Kunigunde - hvad er der blevet af Kunigunde?
PANGLOSS: Ak, det er ude med mig.
CANDIDE: Kom, drik lidt vand, og vi har et kyllingelår et sted. Her, værsgo.
(Pangloss kaster sig over maden og vandet og smasker og slubrer en tid)
CANDIDE: Og Kunigunde?
PANGLOSS: Hun er død.
(Candide udstøder et hyl og falder besvimet om)
CACAMBO: Hvad skal det nu til at få ham til at besvime på den måde!
PANGLOSS: (spiser stadig) Stokstendød.
CANDIDE: (meget svagt) Kunigunde død! Ak, du bedste af alle verdener, hvor findes du nu? Hvordan kan sådan noget ske? Var det af sorg over at se mig blive sparket på porten?
PANGLOSS: Hun fik maven sprættet op af nogle helte i grønne uniformer efter at være blevet voldtaget så meget som man overhovedet kan blive det. Stik imod alle økonomiske interesser knuste de hjerneskallen på hendes far da han ville forsvare hende. Og hendes mor blev skåret i småstykker.
CACAMBO: Du kan også bare se dig for, sagde den stumme til den blinde.
PANGLOSS: Den slags har der været meget af i den sidste tid. Meget.
CANDIDE: (efter en lille pause) Jeg vil ikke sige at jeg har mistet lysten til at leve, for der er dog stadig meget godt og smukt tilbage i verden. Men jeg er blevet berøvet det skønneste håb jeg ejede, det kan godt gøre mig lidt bitter. Ja.
CACAMBO: Pangloss, hvad har i den grad kunnet tage pynten af Dem?
PANGLOSS: Jeg ved det dårligt nok. Jeg husker kun så meget at en flyvemaskine hældte et eller andet ud over det område af byen hvor jeg befandt mig. Da jeg et par timer efter vågnede op så jeg sådan ud.
CANDIDE: Det var da en besynderlig fremgangsmåde.
PANGLOSS: Det er alt sammen noget der er ganske uundgåeligt i denne verden, det er en helt nødvendig bestanddel, jeg skal forklare hvorfor.
CACAMBO: Jeg tror vi må se at komme ind til byen.
(hurtigt skift til det indre af en bil i stor fart)
PANGLOSS: Vi må se sådan på det at ikke alle vore opfindelser og ikke alle vore handlinger kan garanteres at være 100% sikre og pegende i den rigtige retning. Derfor behøver der ikke være noget i vejen med retningen. Vi kan opfinde de mest vidunderlige helbredende midler, altså kan vi også udtænke et stof som det der ramte mig. Vi kan opfinde de mest sindrige maskiner, altså kan de også bruges til ødelæggelse. Men det siger jo ikke noget om hvorvidt vi bevæger os i en positivt livsbekræftende retning. For det gør vi. Alt dette er helt i overensstemmelse med normal menneskelig udfoldelse.
CACAMBO: Vi er ikke født ulve, vi er blevet ulve. Vi er ikke født med maskingeværer, vi har lavet os maskingeværer. Det er der mange der er døde af.
PANGLOSS: Det er alt sammen nødvendigt. Den enkeltes ulykke tjener det fælles bedste. Jo flere ulykker der overgår den enkelte, des bedre blir alting.
CANDIDE: Ak, så har Kunigunde og jeg snart betalt så meget at verden ikke kan gøres meget bedre.
CACAMBO: Ret skal være ret, og uret får altid ret.
PANGLOSS: Det er dog stadig mennesker der styrer verden.
CACAMBO: Ja, gud bedre det.
CANDIDE: Alt skal nu nok ordne sig.
CACAMBO: Ja, men der skal sgu nogen til at ordne det! Hvor fanden er vi ellers henne? Hvad fanden er det vi snakker om!
CANDIDE: Det kan godt være du har ret, Cacambo, men der er en vejspærring lige foran os.
(hvinende bremser fra bilen der straks efter tørner ind i vejspærringen. Derefter kort stilhed)
CACAMBO: Kom ud med jer, kom nu. (Candide klynker) For helvede, et chok. Men det ser nu ikke så slemt ud. (Candide klynker) Kom nu bare, det er kun skrammer.
PANGLOSS: I et tilfælde som det foreliggende må man med god ret kunne udtrykke sin glæde over at bilen ikke var ens private ejendom.
CACAMBO: Derfor behøver de sgu ikke at bruge vejspærringer. (støvletramp nærmer sig) Nå, men jeg tror jeg er løbet, venner. Det ser ud til at regeringens soldater har et godt øje til os. Jeg skal nok prøve at holde kontakten ved lige. Lige nu kan jeg være til størst nytte uden for deres fængsler.
(hvormed Cacambo spæner af det bedste han har lært)
PANGLOSS: Det er meget forkert af ham at efterlade os her, i den tilstand. Det kalder jeg at handle stik imod den sunde fornuft.
CANDIDE: (jamrer sig) Hr. Pangloss, De må skaffe hjælp til mig. Jeg tror jeg dør.
PANGLOSS: Men det er der desværre ikke noget nyt i. Der finder en daglig forråelse af ungdommen sted, så de mister fornemmelsen af tingenes rette sammenhæng.
CANDIDE: Intet er mere sandsynligt. Men for guds skyld, hjælp mig.
PANGLOSS: Sandsynligt! (fnys) Jeg påstår at det er bevist. (Candide dåner) Så, nu besvimede han igen.
(støvlerne standser brat op helt tæt ved dem)
OBERST: Få den unge mand på benene. Vi har lidt vi gerne vil spørge jer to om.
(et interneringscenter. I umiddelbar nærhed høres de torturlyde der anvendtes i starten. Flere steder fra gjalder jernhårde lyde gennem gangene. Vi er i et lille rum. En dør smækker hårdt)
OBERST: Nå, hvad har du så at fortælle om din ven Cacambo?
CANDIDE: Er Cacambo min ven. Hvem har sagt det. Hvornår har jeg sidst set Cacambo. Hvad siger han selv. Vi må jo alle være parat til at tage et fælles ansvar hvis vi skal kunne leve i fællesskab med andre mennesker. Citat Pangloss. Men jeg ved ikke om jeg kender Cacambo.
OBERST: Hvor holder han til. Hvad er hans status? Hvordan opretholder han forbindelsen til dig og Pangloss? Hvad er hans dæknavn? Og hvad med dig selv?
CANDIDE: Hvorfor snakker I også om Pangloss. Pangloss er syg.
OBERST: Så kan du godt holde op med den komedie. Vi skal vise dig at det ikke er en komedie du optræder i. Vi tager nu følgende traditionelle og overalt anerkendte metoder i brug over for dig, og vi holder ikke op før du med klar røst fortæller os alt hvad vi beder dig om. Vi hænger dig op ved fødderne. Vi slår dig på dine nøgne fodballer indtil de svulmer op. Vi brænder dig med cigaretter i øjnene. Vi fylder dine lunger med vand. Vi giver dig elektrisk chokbehandling. Du kan selv bestemme den videre rækkefølge, ligesom du selv bestemmer hvornår det skal holde op.
(behandlingen går i gang under opremsningen, så meget og så længe man nu kan lave det. Fra Candide kommer der kun brokker og halve sætninger)
CANDIDE: Alle mennesker - jamen man må stole - tale med hinanden også - tale - forstå - fornuftigt ikke give op - alting blir nok godt - det går - positivt fremad - fremad fornuftigt alle stole - vi forstår ikke - forstår - hinanden - (slut)
OBERST: Han er slem til at besvime. Nu hjælper ikke engang salmiakspiritus længere. Jeg har en anden plan.
(skift til udendørs, en rungende plads. Candide stønner, han får regelmæssigt et klask i ansigtet)
OBERST: Candide, prøv nu at koncentrere dig. Når du har rettet øjnene ind ser du hen mod den mur. Godt. Fortæl mig nu hvad du ser.
CANDIDE: Det er jo Pangloss. Med bind for øjnene. Og der er nogen der har slået ham.
OBERST: Pangloss har erklæret sig skyldig i højforræderi. Han er dømt til døden og vil om et øjeblik blive skudt. Hans eneste chance for benådning er at du fortæller os alt hvad du ved om Cacambo.
CANDIDE: I kan da ikke skyde Pangloss fordi jeg ikke ved noget om Cacambo.
OBERST: Vi ved jo at du ved noget.
CANDIDE: Pangloss har i hvert fald ikke gjort noget - bestemt ikke.
(kommandoråb gjalder mellem murene)
CANDIDE: Hvad er det I vil have mig til!
OBERST: Spytte ud med alt hvad du ved.
CANDIDE: I skulle meget hellere fortælle mig hvad der er blevet af Kunigunde!
(endnu et kommandoråb og en vældig salve giver genlyd i gården)
CANDIDE: Nej, Pangloss, nej!
(Candide bryder sammen i gråd og smides ind i en celle)
CANDIDE: Luk op, lad mig komme ud. I svin, han havde jo ingenting gjort! (hans hulken stilner lidt af) Hvis dette er den bedste af alle verdener - hvordan må de andre så ikke være. Lad gå med at jeg er blevet hængt op ved fødderne og skiftevis druknet og brændt, men at jeg skulle se Pangloss blive skudt og henrettet uden den mindste grund, at jeg skulle se Cacambo forsvinde uden at vide hvorhen, og at Kunigunde skulle få maven sprættet op af helte i grønne uniformer, det er næsten for meget. Næsten. For selvfølgelig er der håb endnu, det siger sig selv.
(døren ind til cellen åbnes med en frygtelig knirken)
CANDIDE: (farer op) Jeg skal nok sige alt, jeg skal nok sige alt.
DEN GAMLE: Du skal ikke sige noget som helst, du skal bare følge med mig.
CANDIDE: Hvadbehager??
DEN GAMLE: Der er for meget piveri, og der er for mange der stiller spørgsmål. Kom nu.
CANDIDE: Jamen -
DEN GAMLE: Nok om det.
(hun fører ham smånynnende gennem en gang og ind i et værelse hvor naturens lyde trænger ind)
DEN GAMLE: Sæt dig henne ved vinduet. Maden og vinen er til dig. Spis, og ti stille mens jeg kigger på dine sår.
CANDIDE: (har lige taget en mundfuld) Av, det svir, aaaav.
DEN GAMLE: Så er det heller ikke værre.
CANDIDE: Nej, men slemt nok når man tænker på sine idealer.
DEN GAMLE: Du har en pæn hvid hud, min dreng. Men lappes lidt på den skal der jo.
CANDIDE: Hvem er De? Vil De ikke godt fortælle mig hvorfor De er så venlig imod mig og hvad jeg kan gøre til gengæld.
DEN GAMLE: Mig er der sgu ingen der kan hjælpe med en smule gengæld. Sådan. Spis. Jeg er straks tilbage.
CANDIDE: (alene) Det her må bestemt være en drøm. Hele mit tidligere liv står nu for mig som en ond drøm. Dette øjeblik er som en skøn drøm. Jeg ved ikke hvad jeg skal tro. Jeg vil intet tro, men spise.
DEN GAMLE: (efter en lille pause ind igen) Candide, vend dig om og fortæl hvad du ser. Så kan du spise bagefter.
CANDIDE: Er det ikke Kunigunde? Kunigunde! Nej, det er jo umuligt.
KUNIGUNDE: Candide, det er mig.
CANDIDE: Så er du altså alligevel ikke blevet voldtaget og har ikke fået maven sprættet op sådan som Pangloss fortalte mig?
KUNIGUNDE: Jo. Men man dør ikke altid af disse to ulykker.
DEN GAMLE: Så, kys nu hinanden. (spændingen udløses i den helt store omfavnelse) Det var bedre, det kan give varmen i et gammelt skrog.
KUNIGUNDE: (om halsen på ham) Jeg har jo ikke taget skade på den måde, Candide. Jeg har ikke gjort noget forkert fordi jeg er blevet voldtaget. Jeg tilhører dig, Candide, og kun dig.
DEN GAMLE: Og skrup så ud i skoven og gør jer færdige.
(skift til fuglekvidder og svag susen i træer. Fjerne bølger der stille risler op mod en strand. Blid musik ind i kompositionen)
KUNIGUNDE: Jeg har altid holdt meget af at sidde på denne skrænt og kigge ud over havet dernede og lytte til skoven bag mig. Her er altid læ, og solen skinner så dejligt. Men nu er her bedre end nogensinde før.
CANDIDE: Kunigunde, fortæl mig hvad der er sket. Lad mig høre det alt sammen.
KUNIGUNDE: (lidt fjern i fortællingen) Jeg sov da de grønne soldater kom til vores hus. De myrdede min far for at få hans penge. De skar min mor i stykker. Fire soldater tog førergreb på mig og lagde mig på gulvet og spredte mine ben. Jeg ville ikke ligge stille, og en af dem stak sin kniv ind i min venstre side, helt hernede. Jeg har mærke af det endnu.
CANDIDE: Det håber jeg rigtignok jeg må få at se.
KUNIGUNDE: De var fire og de voldtog mig to gange i træk. Så kunne jeg godt løbe, sagde de. Men jeg kunne ikke løbe. De slog mig for at få mig op at stå. Men så kom der en oberst forbi og han så at jeg sejlede i mit eget blod. Han blev meget vred over at ingen af soldaterne gad hilse på ham. Han skød dem én for én og tog mig op i sine arme.
CANDIDE: Og hvad så, hvad så?
KUNIGUNDE: I sin jeep kørte han mig til hovedkvarteret her og en læge fik mig til at fungere igen. Obersten satte mig til at vaske sine skjorter og koge sin mad. Han finder mig smuk, og jeg kan ikke nægte at han er velskabt.
CANDIDE: Skete der mere?
KUNIGUNDE: En dag fik obersten besøg af en general der blev forelsket i mig. Obersten ville ikke give slip på mig. Generalen truede med at stille obersten for en krigsret. Obersten sad i sikkerhedstjenesten og kunne så let som ingenting gøre generalen til landsforræder. Så delte de mig.
CANDIDE: Hvorledes dog?
KUNIGUNDE: Når obersten var i felten kunne generalen bruge mig. Når generalen var ude kom obersten. Når alle var hjemme vaskede jeg skjorter og kogte mad. Det var tungt for en pige som mig. Men jeg holdt det ud. Jeg har altid tænkt på dig, Candide, hver gang.
CANDIDE: Lad os ikke snakke mere om det.
KUNIGUNDE: Nej, Candide.
CANDIDE: Bare én ting til: hvem er den gamle kone?
KUNIGUNDE: (igen nærværende, næsten lystig) Den gamle - åh, hun er så sød ved mig. Hun blev sat til at passe på mig. I stedet varter hun mig op. Jeg ved ikke hvem hun er, men hun kan komme og gå over det hele og ved alt. Det var en smal sag for hende at få at vide at du var indbragt. Og det var en lige så smal sag for hende at få dig ud igen. Det blev jo helt nødvendigt da vi fra et vindue havde set dig nede i gården hvor også Pangloss stod med bind for øjnene op ad henrettelsesmuren.
CANDIDE: Du så Pangloss blive skudt?
KUNIGUNDE: Ja, jeg tænkte: så narrede han mig altså da han fortalte at alt i denne verden er så udmærket.
CANDIDE: Jeg har svoret ved himlen, midt på en pløjemark, at jeg ville gifte mig med dig, Kunigunde. Det løfte vil jeg holde, på trods af nok så mange generaler og oberster og gemene soldater.
KUNIGUNDE: Tak, Candide. Sikke kraftige ben.
CANDIDE: Sikke herlige bryster.
KUNIGUNDE: Åh så stor og stærk. Nu, Candide
OBERST: (tramper frem) Det var som syv satan, din møgtæve. Er det ikke nok med generalen, skal jeg nu også dele dig med den slyngel af en statsfjendtlig hund!
CANDIDE: Det er en fejltagelse! Hun skal ikke deles, og jeg er ikke -
OBERST: Eet ord til fra dig og du blir skudt fra tæerne og opefter!
CANDIDE: (træt af det, rejser sig) Hør nu lige engang her, hvad - - - gud, jeg kom til at skubbe ham ud over skrænten.
(og her kommer så lyden af obersten der ramler nedover og klasker mod dernede)
KUNIGUNDE: (efter en pause) Nu rører han ikke mere på sig.
(skov- og strandbaggrund viger for fængslet med de forpinte lyde rundt om)
CANDIDE: Jeg holder det ikke ud i mit hoved. Jeg sværger - jeg sværger at det ikke var min mening at gøre ham fortræd på den måde.
DEN GAMLE: Du må sgu lære at være mere konstruktiv når du sværger.
KUNIGUNDE: Candide, du må gøre noget. Hvis de finder ham er det ude med os.
CANDIDE: Hvad skal jeg gøre? Åh, hvis bare ikke Pangloss var blevet skudt og henrettet så kunne han have hjulpet, for han var en klog mand.
DEN GAMLE: (da en lyd summer i rummet) Så er fanden løs. Generalen er på vej.
CANDIDE: Jeg må gemme mig, hvor kan jeg gemme mig.
DEN GAMLE: Du skal tage revolveren her. Den er fra en god ven. Stands så det flæberi.
GENERAL: (braser ind) Nå Kunnipige, så levner tjenesten os tid til et sagligt knald og et par -
CANDIDE: (lynhurtige tanker) Hvis den fyr råber efter forstærkninger, så er det for at lade mig flå, det er sikkert og vist, og han gør nok det samme med Kunigunde.
(et skud og generalen styrter til jorden hvor han snart udånder)
KUNIGUNDE: Candide, hvordan kan du der er sådan et blidt menneske på få minutter slå to mennesker ihjel, en general og en oberst.
CANDIDE: Når man er forelsket og skinsyg og er blevet pint af de mennesker så ved man ikke længere af sig selv.
CACAMBO: (nu er det ham der braser ind) To ekstra bonusser til den herre!
KUNIGUNDE: Cacambo!!
CACAMBO: Stille, stille, nu tager vi det bare helt roligt og afbalanceret.
CANDIDE: (præsenterer) Kunigunde, det er Cacambo. Cacambo, det er -
CACAMBO: Candide, alt det der klarer vi senere. Vi må se at komme af sted ud af landet og det kan ikke gå hurtigt nok. Det er under tvang at vi forlader vort fædreland. Men lad os ikke græde over det. Det er efterhånden blevet det mest afskyelige sted i verden.
CANDIDE: Og jeg som altid har troet det var det bedste.
DEN GAMLE: Sådan er der så meget, og det kan vi skændes om til vi blir lige gamle.
(kort musikvignet og så lyden af en stor passagermaskine der går i luften. Skift til indre)
KUNIGUNDE: (ophidset hviskende) Vi kom væk, vi slap fra dem, åh hvor er jeg lykkelig. Og Candide er så sød i sin forklædning. Men min maskering er nu heller ikke værst. Hvor er jeg glad for at vi slap væk fra de mennesker.
CANDIDE: (hvisker også) Hvordan har du dog kunnet klare alt det, Cacambo. At finde mig, trænge ind i fængslet, få os alle sammen ud, skaffe våben og penge.
CACAMBO: Jeg tænker mig om, forstår du, og bruger mange kneb og smutveje.
KUNIGUNDE: Hvor flyver vi hen, hvor skal vi hen i verden?
CACAMBO: Det bestemmer vi selv.
KUNIGUNDE: Hvor er det dejligt alt sammen. Det er så uvirkeligt, er det ikke.
CACAMBO: Candide, du og den gamle sørger for at holde kabinen i skak. Så går jeg ind og snakker med besætningen om en lille kursændring.
CANDIDE: Det skal vi nok klare, bare stol på os.
KUNIGUNDE: Jeg har altid elsket at flyve!
(et øjeblik kun maskinens lyd)
DEN GAMLE: (skræpper så op) Alle blir siddende på deres pladser og spiser videre. Dette er en flykapring, og maskinen dirigeres mod ubestemt landingssted. Der vil senere på ny blive lejlighed til at få serveret spirituosa. Foreløbig slapper vi alle af og forbereder os på en længere tur, det gælder også dig dernede.
(flyet ændrer kurs og højde)
KUNIGUNDE: Jeg har altid drømt om at blive kapret. Nu kaprer jeg mig selv. Det er virkelig meget mærkeligt.
CACAMBO: Kom herind, venner, vi har fået lov til at sidde på første klasse. (alle strømmer oprømte ind) Tag for jer af retterne. Velkommen. Flyet er efter vore dispositioner på vej til Sydamerika.
KUNIGUNDE: Sydamerika, gud, hvor er det spændende.
CACAMBO: Vi vil prøve at komme ned i et land hvor der er til at holde ud at være. Vi får ingen vrøvl med besætningen undervejs, for de ved at der ligger en mindre bombe under dem der ikke kan tåle afvigelser fra retningen vest-sydvest.
KUNIGUNDE: Det er så spændende alt sammen, og så dejligt. Her er vi alle sammen, på vej til Sydamerika. Og jeg elsker Candide og vil altid elske ham. Men jeg har været så grænseløst ulykkelig i hele mit liv at jeg næsten ikke tør håbe mere.
CANDIDE: Det skal nok gå alt sammen. Se selv, himlen er allerede blevet meget klarere end hjemme hvor alting er så beskidt.
DEN GAMLE: Hør de to gøgeunger.
CANDIDE: Og alle dem der har været efter os vil bestemt komme til at fortryde det.
DEN GAMLE: Hvorfor skulle de dog det. De er ligeglade med menneskene, og der er jo ingen gud til at tage dem i kraven. Og selvfølgelig er I et par triste tilfælde. Men tro alligevel ikke at I er enestående, hverken syd eller nord for Ækvator.
KUNIGUNDE: Du vil vel ikke påstå at du skulle kunne konkurrere med mig når det drejer sig om ulykker. Når man tænker på hvad jeg har været igennem i så ung en alder.
DEN GAMLE: Jaja, du ved jo ikke noget om mig, og hvis jeg viste dig min bagdel ville du nok ikke tale som du gør.
CANDIDE: Det lyder ikke spor godt, det må vi høre mere om.
DEN GAMLE: Vi kan jo tage det i store træk. Jeg har ikke altid haft røde betændte øjne, min næse har ikke altid været skæv og kroget, og jeg har ikke altid måttet gøre det beskidte arbejde. Jeg er datter af så velhavende folk at jeg ikke gider snakke om det. Jeg var meget smuk, og grin nu bare - jeg skulle giftes med den mest pragtfulde mand på jorden. Men det blev jeg ikke. Før brylluppet blev jeg bortført af en bande forbrydere der kastrerede min tilkommende mand med en maskinpistol. Forbryderne gennemgik mig for at finde skjulte værdigenstande og kom i deres søgen helt op i min endetarm. Da de nu alligevel var på de kanter voldtog de mig, men det vil jeg ikke snakke om, det er en ganske dagligdags ting. Den ene bande forbrydere faldt nu over hinanden for at få mig. Til sidst lå jeg nederst i en dynge blodige lig og blev kun reddet fordi en behjertet sjæl tog mig med til Algier hvor han solgte mig. Kort efter blev hele landet ramt af en pest som desværre ikke slog mig ihjel. Køn var jeg jo ikke længere, jeg blev snart solgt videre og endte omsider hos en flok oprørere i de kurdiske bjerge. De her oprørere var nu meget flinke, men til sidst blev de indesluttet sammen med mig og tyve andre kvinder. Da der ikke var mere at spise besluttede man sig til at gå langsomt frem, og man skar en balle af hver af damerne. Så snart de havde sat deres første måltid af denne art til livs blev de overmandet og halshugget hele flokken. Fjendens læger kurerede bravt på os, og det endte da også med at vi kom over det og hver havde en elsker mere. Men de havde på de kanter en dårlig skik med at piske og slå deres kvinder, så jeg flygtede tilbage til Europa hvor jeg tjente på kroer og værtshuse og blev anvendelig til meget. Omsider førte skæbnen mig så til den helvedes garnison hvor vi alle skulle mødes. Selvfølgelig har jeg mange gange haft lyst til at tage livet af mig. Men jeg hænger jo ved det, selv om det er latterligt. Endelig er der jo mange der har prøvet det der var endnu værre. Jeg kan kun sige at jeg er blevet gammel af al denne nød og skændsel og kun har det halve af min røv i behold.
CANDIDE: (efter en lille pause) Nu er det vel nok en skam at Pangloss stik imod al fornuft er blevet skudt og henrettet. For jeg indrømmer gerne at her kan man sige meget både for og imod. - Hvor er Kunigunde?
CACAMBO: Hun ligger på gulvet og sover.
(lyden af maskinen et øjeblik. Så krydsfades der med politisirener fra alle hold. De overtager snart helt og blir meget enerverende at høre på)
KUNIGUNDE: Jeg troede det var et godt land, det her Sydamerika!
CACAMBO: Det var dog satans så meget politi de har skrabet sammen.
CANDIDE: Ja, mig gør det nervøs. Hver gang.
CACAMBO: Efter alle tilgængelige oplysninger at dømme skulle det være et sikkert land.
CANDIDE: Nu kommer der en stor sort bil herhen. (lille pause) Cacambo, har du set de soldater der står rundt om. De har grønne uniformer.
CACAMBO: Jaja, så var det et sikkert land i går. De lød ellers så tilforladelige over radioen. Der har nok været officerskup, lige hvad der manglede.
KUNIGUNDE: Skal vi ikke snart ud?
CACAMBO: Vi skal frem og tage imod. Præsidenten himself er på vej, det er sikkert en eller anden politispion der har svunget sig op. Nu gælder det om at bluffe.
(Don Fernando træder ind, han er umådeligt overlegen og hoven og taler med stort bulder. Samtidig med at han træder ind standser maskinens motorer)
DON FERNANDO: Velkommen til vort land, kære venner. Mit navn er Don Fernando de Ibaraa y Figueroa y Mascarenez y Lampourdos y Souza.
CACAMBO: (ud af mundvigen) Derfor kan han godt være den største ærkeslyngel der findes.
DON FERNANDO: Tja, mine herrer - hør, hvad hedder den guddommelige skønhed I har medbragt?
CANDIDE: Kunigunde.
DON FERNANDO: Er hun din kone, har du papirer på hende?
CANDIDE: (hvisker) Det tør jeg ikke sige, for det er hun jo ikke, og jeg tør heller ikke sige hun er min søster, for det er hun jo heller ikke.
CACAMBO: (hvisker) Og selv om sådan en lille usandhed der gavner nogen og ikke skader andre var meget i brug i gamle dage er du alt for ærlig til at gå på akkord med sandheden.
CANDIDE: Kunigunde vil gifte sig med mig så snart vi får tid, Deres Excellence.
DON FERNANDO: Jeg har jo haft den store fornøjelse at lytte med på de samtaler der er ført mellem dette fly og lufthavnen. Jeg er ked af at I er kommet for sent, venner.
CACAMBO: Jeg må gøre Dem opmærksom på at vi stadig har flyet og besætningen under kontrol. Bombekontrol.
DON FERNANDO: Dette fly er europæisk. Europa ligger langt borte og har gode forsikringsselskaber. Og hvad angår besætningen - skal jeg fortælle jer hvorfor det i dag er os der sidder på magten. Ved I hvori vor styrke ligger. I den kendsgerning at vi kun giver det menneskelige element anden prioritet.
CANDIDE: Det er aldeles forkasteligt!
CACAMBO: Men det undrer ingen.
CANDIDE: Og det er i hvert fald i strid med menneskerettighedserklæringerne.
DON FERNANDO: Det er muligt. Men I to fyre er forbandet fremmede for os, og forbandet ligegyldige. På den anden side er jeg ikke noget rent udyr. For at sige det lige ud, jeg er en rasende tilbeder af store, skønne, lyse kvinder. Kort sagt, I to fyre får en times forspring mod at lade Kunigunde blive her.
CACAMBO: Og en bil!
DON FERNANDO: En times forspring og en bil.
CANDIDE: Cacambo, du kan ikke mene det. Skulle Kunigunde -
DON FERNANDO: I får fem minutter til at afgøre sagen i.
(hviskende rådslagninger pågår)
DEN GAMLE: Kunigunde, du er desværre kommet helt galt i byen med vores to kavalerer. Det kommer nu kun an på dig selv om du vil stille dig under beskyttelse af en af de mægtigste mænd i Sydamerika. Som oven i købet har et nydeligt overskæg.
CACAMBO: Candide, hans kvindegalskab er vores eneste redning. Sådan som sagerne står må det gå hende som det kan. I øvrigt skal du ikke være bange, kvinder kommer aldrig i forlegenhed.
DEN GAMLE: Du har jo ikke ligefrem nogen grundmuret trofasthed at pukke på. Ulykker giver rettigheder, og jeg tilstår åbent at hvis jeg var i dit sted ville jeg ikke nære nogen som helst betænkeligheder ved at blive.
CACAMBO: Finder man ikke lykken det ene sted så finder man den et andet. Jeg har ikke meget lyst til at sprænge mig selv i luften sammen med Don Fernando. Og det er dog stadig en stor fryd at se og opleve noget nyt.
DEN GAMLE: Og det her er din eneste chance for at redde Candides liv.
CACAMBO: Vi kommer nok til at tage præsidenten på ordet.
CANDIDE: Ak.
KUNIGUNDE: Ak.
DON FERNANDO: Jeg forstår at sagen er gået i orden. Jeg anbefaler mig over for herrerne og tilråder dem at få benene på nakken så hurtigt som muligt.
CANDIDE: (på vej ud og bort) Kunigunde, husk hvad jeg svor ved himlen hin dag mellem plovfurerne.
(en bil der starter og hvinende farer hen over cement. Øjeblikkelig politisirener der optager forfølgelsen. Det fader hurtigt væk og går over i tætte junglelyde. Så snart ny atmosfære er etableret lyder to korte skud)
CACAMBO: Fik du ham?
CANDIDE: Det tror jeg faktisk.
CACAMBO: Så slap vi endnu en gang. Men det var sgu ikke de svins skyld.
CANDIDE: Pangloss beviste tit over for mig at jordens goder er alle menneskers fælles ejendom. Ifølge denne grundsætning burde Don Fernando ikke have taget Kunigunde for sig selv og jaget os ud i junglen.
CACANBO: Ikke så meget som en ærlig aftale kan de overholde.
CANDIDE: Jeg er det skikkeligste menneske af verden, Cacambo. Og nu har jeg allerede dræbt fire mennesker hvoraf de tre var officerer af høj rang.
CACAMBO: Det er kun ret og rimeligt. Sine skydefærdigheder må man udnytte. Lige som alt andet. Vi er sat i verden for at få det bedste ud af det, og ikke en skid andet.
CANDIDE: Nå, er det dét vi to prøver på? Jeg synes ikke det lykkes så godt.
CACAMBO: Og det skal man høre fra dig. Nå all right, jeg er ked af det med Kunigunde. Men Don Fernando var en slyngel, og vi havde ikke andet at tilbyde. Og tro mig, hun vender tilbage en dag, hun vender frygteligt tilbage.
CANDIDE: Når hun vender tilbage er det som en frelsende engel.
CACAMBO: Så siger vi det. (det knirker og knaser inde i junglen) Ned på maven med dig!
CANDIDE: (smider sig) Er det virkelig nødvendigt hver gang vi hører en lyd?
CACAMBO: I denne del af verden er alle fjender. Jeg mener, de hvide har vi jo oplevet. Og hvad de indfødte angår, så finder jeg det helt i orden at de plaffer os ned hvor og når de kan komme til det.
CANDIDE: Hvorfor det, vi har da ikke gjort dem noget.
CACAMBO: Vi har udplyndret dem i århundreder -
CANDIDE: Sludder!
CACAMBO: Og vi vil ikke holde op igen.
CANDIDE: Jeg har aldrig været her før.
CACAMBO: De kan kun vælge én forbandet vej at gå: at slå os ned. Selv om vi ville kunne vi ikke solidarisere os med dem. Vi er og blir overklasse. Vi er menneskeslagtere, Candide, og vores levestandard er det bedste udryddelsesmiddel vi har.
CANDIDE: Hvis det er sådan - men jeg har nu aldrig hørt om det før, aldrig - så må vi da sørge for at de får samme standard som os.
CACAMBO: Hvis alle skulle have lige så meget ædelse som os ville der simpelthen ikke være nok. Næ du, du kan roligt vænne dig til krigen, der vil komme nok af den.
(meget tæt på høres pludselig sære rallende menneskelige lyde)
CACAMBO: (lavt og roligt) Pas på, Candide, der står en mand bag dig. (Candide skriger forfærdet op) Bare rolig, han er ikke farlig.
CANDIDE: Hvad vil han - hvorfor har han ingen arme.
CACAMBO: Du får tre gæt.
(manden raller frygteligt og prøver at gøre sig forståelig)
CANDIDE: Alting er meget godt, lad gå med det. Men det er nu trist at have mistet Kunigunde og at skulle opleve - pas på, gamle, du falder jo! (manden stønner) Cacambo, hans hud falder af når jeg rører ved ham!
CACAMBO: Så slip ham, din idiot! Slip ham!
CANDIDE: Jeg ville jo bare støtte ham, jeg ville - (manden falder om og begynder at skrige vildt) Cacambo, nu kom jeg til at skubbe til ham. Se, han kradser al huden af sig. Hvad skal vi gøre, jeg ville jo bare hjælpe.
CACAMBO: Vi skal bare lade ham ligge. Det er ikke din skyld, det er benzingelé. Han dør snart. Kom, vi må finde ud af hvor stien fører hen.
(de går hen ad stien, og den gamle mands skrig dør bort)
CACAMBO: Der har vi en landsby, bravo.
CANDIDE: Der er da ikke noget i vejen med den.
(ud af luften en hvinende lyd af maskiner der pulveriserer landsbyen)
CANDIDE: Det er altså fuldstændig som om det er os der gør oprør mod dem.
CACAMBO: Sådan blir det skam også altid fremstillet. Kan du så trække hovedet lidt til dig.
CANDIDE: Det ser flot ud, det gør det, men det kan nu ikke være den måde man skal snakke sammen på. Kan man gøre noget ved det, og i givet fald hvordan, og i benægtende fald hvorfor ikke?
CACAMBO: At kæmpe for freden, Candide, er det samme som at ville kneppe for at bevare sin mødom. Det er skidevanskeligt. Men stort.
CANDIDE: Cacambo, jeg overvejer alvorligt og dybt bekymret om man ikke kan gøre noget.
CACAMBO: Hvad kunne du tænke dig at stille op mod det der. Jeg mener, det er jo ikke ligegyldigt hvad du gør, vel. Jeg mener, det skal være fandens probat, ikke.
CANDIDE: Man kan jo også se sådan på det at med alt det de anvender, alle de hjælpemidler, alle de tons bomber per minut, mod sådan en lille landsby - så må de mene noget med det. De tænker ikke kun på sig selv, den sag er da klar. (et modbydeligt nærgående angreb) Nej, de børn har da ikke gjort noget. De børn har ikke gjort noget. De børn har ikke gjort noget!!
CACAMBO: Så er det vist på tide at vi to kommer væk.
CANDIDE: Det er meget sørgeligt at den gode vilje ikke altid rammer rigtigt. Men kan man af den grund fordømme alt hvad mennesker gør mod hinanden. Det er hele problemet i en nøddeskal.
CACAMBO: Problemet er at om lidt er der ikke en markmus levende i hele det her område. Hurtigt, der er en flod hernede. Den er overgroet, her kan de i hvert fald ikke se os.
CANDIDE: Der ligger en kano.
CACAMBO: Det er vores. Jeg mener, vi leverer den selvfølgelig tilbage efter endt brug. Ret skal være ret. Og uret fortryder aldrig sig selv. Skyd fra.
(de sejler af sted, og angrebet afløses hurtigt af sælsomme vand- og hulelyde)
CANDIDE: Nu kan vi jo så kun håbe på at forsynet vil stå os bi.
CACAMBO: Det ser nu ikke ud til at det er ret meget ude for tiden.
(et brusende virvar slynger dem af sted, så igen mere roligt)
CANDIDE: Livet er dog omskifteligt.
CACAMBO: Hold dig i ro, der er alligevel ikke noget at se.
(igen det store vandbrus, nu tungere og tættere)
CANDIDE: Alle de anstalter bare for vores skyld.
CACAMBO: Kan du så få røven i sædet!
(et stort sindsomvendende, -forvirrende og -splittende lydorgie tager fat. En tumlen, en falden, en svæven, en roteren der stiger og stiger, for så, på højdepunktet brat at transformeres over i musik, stor og herlig og lysende musik)
CACAMBO: Tak skal du have, her har vi ellers et land der kan sige sparto til hele den øvrige verdens herligheder!
CANDIDE: Hvad er det dog for et land, et land der er ukendt i hele den udforskede verden, et land der er så forskelligt fra alt hvad vi tidligere har set.
CACAMBO: Måske er det det land hvor alting er godt.
CANDIDE: Ja, Cacambo, det må det være. For der må jo findes et land hvor alting er godt. Jeg vidste det jo inderst inde, jeg vidste at vi ville finde det.
(musikken afløses af vældige, fjerne klapsalver og bifaldsråb der høres fra tid til anden)
CANDIDE: Og man kan sige hvad man vil, men hvis Pangloss havde været med os her så havde han bestemt ikke sagt at det vi kommer fra er det bedste i verden.
CACAMBO: Næ, man har godt af at komme ud og se sig om.
CANDIDE: Cacambo, du som ved så meget - hvor er vi kommet hen. Og når man tager i betragtning hvilke umådelige rigdomme der findes - hvordan kan der så være så fredeligt?
CACAMBO: Lad os nu bare, som alle gode opdagelsesrejsende, se os omkring og være forsigtige med hvor vi sætter foden.
(fragmenter af sød musik sejler gennem luften. Candide og Cacambo traver hen ad en grusfyldt vej)
CACAMBO: Fantastisk vejbelægning, der er både guldstøv og diamanter og rubiner.
CANDIDE: Måske skulle vi hellere tage en smule af det vejgrus i lommen. Hvis vi pludselig skulle få brug for at løbe.
CACAMBO: Den er jeg med på, jeg har nogen gode store lommer.
ELDORANER: (træder frem efter en lille pause) Godmorgen, venner. Velkommen til vort land på en så smuk dag.
CANDIDE: (dårlig samvittighed) Godmorgen. Ja, vi går og kigger os lidt omkring. Sådan et nyt sted, ikke. Det er en usædvanlig smuk vejbelægning De har.
ELDORANER: Ganske almindeligt grus. Grus bruger man på vejene. Det kan ikke i sig selv være usædvanligt.
CACAMBO: Det var nu også nærmest grusets kvalitet, som vejgrus betragtet som fik os til at kigge lidt nærmere på det.
ELDORANER: Jeg håber I vil spise morgenmad i mit hus.
CACAMBO: Vi er frygteligt sultne, så vi siger ja og tak til. (hvisker) Vi må passe på at han ikke lurer os, han ser mig noget dreven ud.
ELDORANER: (de går alle tre) Det er denne vej. Som I sikkert ved hedder dette land Eldorado.
CANDIDE: Det var da mærkeligt, Eldorado eksisterer jo slet ikke. Undskyld, selvfølgelig eksisterer det. Ellers ville der jo ikke være ét eneste godt land på jordkloden.
ELDORANER: Vi er straks fremme.
CACAMBO: (hvisker) Han så bestemt at vi tog af juvelerne og guldet. Han lader bare som ingenting. Gad nok vide om de har politisoldater her. (en fanfare modtager dem) Tak skal du have, hvis det er der han bor må han være noget meget stort.
CANDIDE: Jeg må sige, jeg føler mig helt godt tilpas efterhånden.
CACAMBO: Jeg ville føle mig tryggere ved at være sikkert ude af det. Men jeg ville ikke have noget imod at kunne tage f.eks. deres udsmykninger med mig.
ELDORANER: Sæt jer. Vær mine gæster. Spis og drik.
(violiner som spisemusik)
CANDIDE: (håndterer kniv og gaffel) Du altforbarmende, jeg kan ikke huske jeg nogensinde har fået noget der smagte så godt.
CACAMBO: (ditto) Det er den rene rekreation. Nu kan man begynde at lægge planer igen.
ELDORANER: I skal straks få et bad, og bagefter skal I blive befordret rundt i landet så I kan se jer om. Sine gæster må man behandle godt.
(fløjter som bademusik)
CANDIDE: (pjasker) Det er trist at skulle indrømme det - men en overgang troede jeg faktisk ikke at verden nogensinde ville føje sig efter os mere.
CACAMBO: (ditto) Det er helt som det skal være. Varmt rent vand. Duftende salver. Smukke piger til at gnubbe en på ryggen.
CANDIDE: Jeg er blot ked af at Pangloss aldrig skulle komme til at opleve i hvor høj grad hans ideer kunne ramme virkeligheden.
(trompeter til køreturen)
CANDIDE: Jeg har aldrig set noget lignende før. Sikke panoramaer. Hængende haver, skove, bjerge, floder. Og sikken fred her er.
CACAMBO: Jo, det er godt nok. Vores anstrengelser har skam ikke været forgæves. (gaber) Men de må have nogen knive i ærmerne, de her eldoranere.
(hele orkestret til ny spisemusik)
CANDIDE: (håndterer kniv og gaffel) Ak ja, ak Kunigunde - ja Kunigunde, dig havde jeg nær glemt i al denne pragt og herlighed. Om du dog bare kunne være her og nyde det sammen med mig.
ELDORANER: Lad nu ingen bekymringer slukke lyset i jeres ansigter. Lad os hjælpe jer med at glemme jeres lidelser og sorger.
CANDIDE: Der vil altid være ting man ikke kan glemme.
ELDORANER: Sine sorger og sine savn kan man ikke glemme. Men man kan gøre dem udholdelige.
CANDIDE: Kan man det?
CACAMBO: (hvisker) Nu har jeg fundet deres hemmelige våben. Al den omsorg og venlighed og glæde - det er jo i virkeligheden en slags hypnose. Candide, hør nu her. Hvis vi blir her - hvad er vi så? Ikke en døjt mere end alle de andre. Men hvis vi rejser ud af dette land med blot tolv af deres røde får belæsset med stene fra Eldorado, så kan vi købe os herredømmet over hele jorden!
CANDIDE: Det er sikkert og vist at det vi kommer fra ikke kan måle sig med det her. Men Kunigunde er her ikke. Kunne vi købe Kunigunde fri hvis vi gør det du foreslår?
CACAMBO: Det er præcis det vi kan!
CANDIDE: Og du mener at vi skal beslutte os til at holde op med at være lykkelige og bede eldoranerne om lov til at rejse?
CACAMBO: Netop!
(musik væk)
ELDORANER: Det er dumt af jer. Når man har det så nogenlunde godt et sted, så skal man blive der. Men jeg er en almindelig borger og jeg har ikke lov til at holde på mine gæster. Alle mennesker er frie, I kan rejse når I vil.
CANDIDE: Det var meget elskværdigt af Dem.
CACAMBO: Næsten lidt for elskværdigt.
ELDORANER: Men det er ikke let at komme ud af landet. I kan ikke komme tilbage ad den vej I kom. Men vore ingeniører kan bygge en maskine og føre jer op på toppen af bjergene. Derfra kan I fortsætte ud i verden til fods. Jeg må blot bede jer om én ting: ikke at gøre støj oppe mellem bjergene.
CANDIDE: Hvorfor ikke det?
ELDORANER: I øvrigt kan I bede mig om hvad I vil.
CACAMBO: Det eneste vi får brug for er nogle får med proviant til rejsen - plus evt. lidt af de stene og det snavs der findes her i landet.
ELDORANER: (ler) Tag så meget I vil, tag så meget I kan slæbe.
CANDIDE: Og De er slet ikke vred over at vi i vores iver tog et lille forskud?
ELDORANER: Jeg begriber ikke hvad I vil med vores gadesnavs. Tag I bare så meget I vil, og gid det må bekomme jer vel!
(lyden af en sindrig maskine der bringer dem gennem luften op i bjergene)
CANDIDE: Tænk at skulle opleve at blive fløjet op i bjergene på denne måde, af Eldorados dygtigste ingeniører, medbringende tredive får belæsset med landets største sjældenheder og halvtreds får med guld og ædelstene.
CACAMBO: Det er deres sidste chance for at falde os i ryggen. Kom ikke for godt i gang med dine drømme. De kan nå at snøre os endnu.
CANDIDE: Du har ret, Cacambo. Vi er i besiddelse af store rigdomme, vi må være forsigtige. Men vi er oppe nu. Der sker ikke noget. De trækker sig tilbage til deres dal igen. Og vi er fri, med alle vores får og vore strålende forhåbninger. De holdt virkelig hvad de lovede. De lod os gå, Cacambo. De snørede os ikke! (brøler ud over bjergene) Tak, Eldorados folk, tak for alt hvad I har givet os! (han affyrer tre skud op i luften) Farvel!!
(ord og skud runger og ekkoer mellem bjergene. Så sætter først et, så flere, så et hav af bjergskred sig i bevægelse. Det vælter ned i dalen og begraver alt og alle)
CANDIDE: (lidt efter) Gud! Var det mig!
CACAMBO: Han bad dig ikke lave støj mellem bjergene.
CANDIDE: Så var det nok derfor.
CACAMBO: Det var nok det han mente, ja.
CANDIDE: For det er vel ikke et nummer de laver med os?
CACAMBO: Vi kan i hvert fald ikke vende tilbage til Eldorado efter forstærkninger hvis vi skulle løbe tør. Lad os se at komme videre. Så kan vi altid finde ud af hvilket land vi vil købe.
(bulderet der har fortsat svagt under dialogen ender nu i et hult drøn som om en kæmpestor port klapper i. Kort ekko. Straks efter Candide og Cacambo der maser af sted med deres får gennem uvejsomt terræn)
CACAMBO: (kogende af raseri) Forbandede uvejsomme land, forbandede får der har en forbandet evne til at synke i kviksand, forsvinde i forbandede sumpe eller dratte i totalt utilgængelige kløfter. Søde, små får - kan du så komme på benene dit bæst, tag dig nu for helvede sammen. Ikke ud på kanten, nej, nej! Nej!!
(fåret forsvinder med en tør raslen i et eller andet dyb. Triste lyde fra overlevende får. Candide og Cacambo sætter sig)
CANDIDE: Efter 100 dages rejse har vi nu kun to får tilbage. Cacambo, hvordan skal det her ende. Vi kan ikke fortsætte på denne her måde.
CACAMBO: Nej, det er nogen triste minder at tage med hjem. Men vi må være tæt ved kysten og et par storbyer nu. Vi kan snart begynde at se os om efter nogle bedre befordringsmidler. En panservogn ville være fortrinlig.
CANDIDE: Men der kan man alligevel se hvor denne verdens rigdomme er forgængelige. Det eneste sikre man har er sig selv, og håbet om at finde Kunigunde igen.
CACAMBO: Det er da så sandt, så sandt, at vi allerede har mistet mere end noget menneske, inklusive paven, nogensinde vil få fingre i. Men vores to sidste får slæber alligevel rundt på mere end vi kan få tid til at omsætte i rede penge resten af vores liv. Og lidt i lommerne har vi da også. Men selvfølgelig skulle vi da gerne finde ud af at holde sammen på de sidste stumper. Hvis vi ikke får taget nogle ordentlige forholdsregler inden vi møder mennesker, risikerer vi let at blive hakket til plukfisk og sprættet op af folk der vil være sikre på at vi ikke også har diamanter i indvoldene. Folk er sgu fattige på disse kanter.
CANDIDE: Jeg synes det er for dårligt at man ikke kan få lov til at gå i fred med sådan en smule guld og diamanter, og jeg ved snart ikke mere hvad jeg skal tro. Jeg er alvorligt bange for at Pangloss' optimisme ikke holder hele vejen igennem.
CACAMBO: Hvad forstår du ved optimisme?
CANDIDE: Lige nu ville jeg sige at det er den påstand at alt er godt når det i virkeligheden er noget skidt. Men hvis det virkelig er så forfærdelig trist alt sammen - burde vi så ikke bruge resten af vores rigdomme til på positiv vis at modvirke den slags.
CACAMBO: Foreløbig synes jeg vi skulle se at få dem i sikkerhed.
CANDIDE: Du må da give mig ret i at det ville være en stor opgave at afhjælpe nogle af de uretfærdigheder der findes i verden. Fattigdommen, for eksempel.
CACAMBO: Hvis du med fattigdom mener sådan som folk har det her omkring, så drejer det sig om i hvert fald halvdelen af jordens befolkning. Synes du ikke vi skulle vente lidt med at tage stilling til det, hvad.
CANDIDE: Vi må vel også regne med at skulle bruge en hel del til at befri Kunigunde?
CACAMBO: Netop. Og det første vi nu skal er at finde en panservogn på det sorte marked, så vi kan sætte kursen efter vores ønsker og ikke efter vores fårs skrøbelighed.
(Candide og Cacambo kører af sted i en vogn. Fjern jubel og begejstring)
CACAMBO: Stålpanser og skudsikre ruder, indbygget maskingevær og en del løst udstyr. Og så 100.000 tilbage i skillemønt. Det sidste er slet ikke uvæsentligt, de fleste kan ikke give tilbage på diamanter. Nå, ingen kommentarer?
CANDIDE: Hvor er vi på vej hen, Cacambo?
CACAMBO: Det bestemmer vi vel selv. Candide, for helvede, op med humøret, hvad er der i vejen. Du lyder som om du er på vej til en begravelse.
CANDIDE: Jeg ved godt at jeg i virkeligheden ikke burde beklage mig. Alt går jo udmærket og fint. Men jeg har hjemve, og jeg længes efter Kunigunde.
CACAMBO: Så lad os dog komme af sted, så vi kan få hende revet ud af kløerne på den satans Don Fernando, horekarl og lommetyv, dertil statsoverhoved. Jeg har endelig også et par høns jeg skulle have plukket med ham.
CANDIDE: Jeg er faktisk bange for at skulle sætte foden på det sted igen, Cacambo. Jeg føler mig meget træt og meget usikker.
CACAMBO: Og så var det du tænkte om jeg mon ville være villig til at tage den omvej alene?
CANDIDE: Ja. Ja, for du er jo glad for at farte omkring, og du er god til at trække i alle de nødvendige tråde. Don Fernando er bestemt en stædig og farlig mand. Jeg kunne så tage direkte hjem med vores to får. På den måde ville vi snart kunne mødes derhjemme alle sammen og kunne begynde at tænke på vores fremtid.
CACAMBO: Bortset fra at jeg er ked af at skulle skilles fra dig lyder det som en udmærket plan. Med en 5-6 millioner på lommen skulle jeg vel nok kunne fikse den sag.
CANDIDE: Du er virkelig et godt menneske, Cacambo.
CACAMBO: Den der kommer først hjem venter på den anden.
CANDIDE: Jeg skal nok tage mig godt af vores får og sørge for at de trives.
(bilens lyd et kort øjeblik. Så hårdt klip til store rungende lokaler. Støvler tramper hen over et stengulv. En dør smækker hårdt)
BETJENT: Denne herre er antruffet i en pansret vogn med indbygget maskingevær, kørende omkring på havneterrænet i den erklærede hensigt at finde en mægler der kunne skaffe ham skibslejlighed til Europa med vogn og det hele.
POLITIOFFICER: Bortset fra det med den pansrede vogn, hvad mærkeligt er der så i det?
CANDIDE: Det var præcis det samme jeg spurgte betjenten om.
BETJENT: Der er det mærkelige ved det at der i vognen befinder sig to røde får belæsset med guld og juveler til en værdi jeg slet ikke tør anslå.
CANDIDE: Godt, godt, jeg er da til at snakke med, hvis det er det I vil.
POLITIOFFICER: Har De en kvittering for købet af den panservogn?
CANDIDE: Den har Cacambo. Hvis han da fik en. Og Cacambo er taget af sted.
POLITIOFFICER: Hvordan vil De så kunne bevise at denne vogn og dens indhold tilhører Dem?
CANDIDE: Det er da let nok. I virkeligheden havde vi skam mange flere får.
POLITIOFFICER: For at der ikke skal være nogen fejltagelser - vognen er beslaglagt!
CANDIDE: Hvad siger De?!
POLITIOFFICER: Nu er det vel ikke bare simili og glasperler der er i den vogn?
BETJENT: Varerne er med garanti ægte. Det eneste problem er at der simpelthen er for meget til at det kan være stjålne sager.
CANDIDE: Hvad vil Cacambo ikke sige når han hører dette.
POLITIOFFICER: Fortæl os nu stille og roligt hvordan De er kommet i besiddelse af de effekter der er fundet i Deres vogn.
CANDIDE: Det var jo noget vi fik lov til at tage med os da vi besluttede os til at holde op med at være lykkelige i Eldorado. Men desværre kom jeg jo til at begrave dem alle sammen bagefter, det tror jeg da nok. Og det var selvfølgelig ikke særlig pænt når man tænker på den utrolige gavmildhed hvormed de havde behandlet os.
POLITIOFFICER: Betjent, har De dannet Dem noget indtryk af hvorvidt denne mand er gal?
BETJENT: Det skal jeg ikke kunne sige. Og det forklarer jo heller ikke hvordan han er kommet i besiddelse af så umådelige værdier.
CANDIDE: Jeg synes ærlig talt heller ikke De skulle beslaglægge det. Det er ærligt og redeligt mit alt sammen, det vil sige halvdelen er selvfølgelig Cacambos.
POLITIOFFICER: Betjent, fortæl den unge mand at vi for at slippe for at høre på mere af hans vrøvl vil lade ham gå. Fortæl ham at han skal være ude af landet inden 24 timer. Fortæl ham at han i al fremtid er forment adgang til vort land.
CANDIDE: Ak, dette er en ægte menneskelig rævestreg, og I er ikke spor bedre end dem derhjemme!
POLITIOFFICER: Prøv at gøre ham begribeligt at han skal være glad for at han slipper herfra med livet i behold.
(Candide blir banket og slået ud af politistationen. Han ryger ud på gaden og porten slås i efter ham. I det fjerne høres en skuffet hujende mængde)
CANDIDE: (græder lidt) Stakkels Cacambo, hvad vil du sige når du hører at de to får som du så sikkert regner med at vende hjem til er faldet i hænderne på de slyngler. Hvordan skal jeg efter dette kunne forsvare at der råder god orden og fornuft mellem mennesker, når det modsatte er tilfældet overalt, undtagen i Eldorado hvorhen ingen kan komme. Ak, alle mine venner, jeg savner jer mere end nogensinde. Jeg har nu ikke andet end et par småstene i lommen og de er ikke mere end et par millioner værd. Mennesket er dog et ensomt væsen, og nu rejser jeg hjem!
(på agterdækket af en større oceangående damper. Langt stød i tågehornet)
MARTIN: Undskyld, men De står og stirrer så fortabt ind mod land.
CANDIDE: Det er så sandelig ikke fordi jeg ønsker mig tilbage.
MARTIN: Jeg tror vi skal være lykkelige over at være sluppet derfra. Der går rygter på skibet om at en større borgerkrig er under opsejling derinde.
CANDIDE: Det er da klart at de ikke kan forliges. Men hvem er De?
MARTIN: Et ulykkeligt menneske ved navn Martin.
CANDIDE: Hvorfor ulykkelig?
MARTIN: Er De ikke selv ulykkelig?
CANDIDE: (sukker ved tanken) Hvordan skulle jeg kunne være andet.
MARTIN: Jeg tror ikke at De, om De så gennemtrawlede skibet fra for til agter, ville finde mere end højst tre der ikke dagligt forbander tilværelsen. Men naturligvis uden at gøre ende på den. Vi hænger jo alle så krampagtigt ved livet.
CANDIDE: Jeg har hørt noget lignende ved en tidligere lejlighed.
MARTIN: Det er en ganske almen og overalt i verden anerkendt sandhed. Men der er rigtignok ikke mange der har mod til at vedkende sig den.
CANDIDE: Men det har De?
MARTIN: Har jeg noget valg?
CANDIDE: Måske sidder der stadig nogle få spredte rester tilbage i mig af min tidligere optimisme, men jeg ved nu hvor frygteligt det er at være styret af andre mennesker, og jeg indser at hvis alting er godt, så er det i Eldorado, og ingen andre steder.
(skift til middagssalonen på samme skib. Salonmusik i baggrunden)
MARTIN: Jeg vil på ingen måde påstå at jeg kan komme op på siden af Dem hvad angår ulykker, men min mistillid til denne verden er dog grundfæstet. Vi er jo, de fleste af os, og især efter måltiderne, tilbøjelige til at mene at det går nok alt sammen. Men til sidst kommer vi dog til at se i øjnene at dette liv og hele vor måde at indrette os på er ét stort svindelnummer.
CANDIDE: Det er nu rart at have fundet en rejsefælle der er lige så ulykkelig som en selv. Men noget godt må der vel findes i verden.
MARTIN: Det er muligt. Jeg er aldrig stødt på det. Når jeg ser mig om på denne klode, så synes jeg vi har overladt den i et ondt væsens hænder. Alle vegne hader de svage de mægtige, samtidig med at de kryber for dem. Overalt er titusinder af trænede mordere parate til med dags varsel at sætte verden over styr. Ligegyldigt hvor man vender sig hen er mennesker jagede af udslettelsesangst, de er hunderædde og mistænksomme, og hos de fleste blomstrer sindssygen vildt ud i ønsket om at stå af og lade det være slut.
CANDIDE: Men kunne man ikke forestille sig at der i tide er folk der vil vide at gøre noget?
MARTIN: Vi bygger på en tåbelig tillid til at alt er godt, og vi følger den op med forsinkede foranstaltninger og dårlig forsøg på at bortforklare vores tidligere passivitet. Ingen vil gøre noget før det er for sent.
CANDIDE: Jamen, undrer det Dem slet ikke?
MARTIN: Jeg har set så mange sære ting at jeg er holdt op med at undre mig.
CANDIDE: De har nok ret. Jeg har mødt udyr i mange lande. Men mennesker har jeg kun mødt i Eldorado. Jo, verden er sindssyg og forrykt, umulig at leve i og håbløs at have med at gøre. Alt bekræfter det, intet modsiger det.
MARTIN: Det er altså Deres ærlige mening, og De føler ingen vaklen i Deres sjæl?
CANDIDE: Hvordan skulle jeg kunne det, efter alt hvad jeg har gennemgået.
MARTIN: Tak.
CANDIDE: Selvtak. Men hvorfor siger De tak?
MARTIN: De er det første menneske jeg har mødt som har været så gennemført pessimistisk at jeg omsider har fået mod nok. Tjener!
CANDIDE: Jeg skal nok betale. Mod nok - mod nok til hvad?
MARTIN: Nu blot farvel. Og endnu en gang tak.
CANDIDE: Jaja, jeg har jo dog trods alt den fordel at jeg stadig har en del penge på lommen. Og håbet om snart at skulle se Kunigunde. Og håbet beskæmmer ingen.
(tumult breder sig gennem salonen, musikken holder op med at spille, og så kan man høre skingrende råb om "Mand over bord, mand over bord". Krydsfades til Candide der sidder og filosoferer i et eksprestog der raser af sted)
CANDIDE: Hvad er det dog for en verden vi lever i. En vanvittig og modbydelig verden, ja, det er klart. Men også en højst usammenhængende verden. Uforudsigelig. Og en meget trist verden. Jeg synes ikke jeg er herre over mig selv længere.
(kupédøren skubbes til side og spisevognstjeneren - Pangloss - træder ind)
PANGLOSS: Hvis den herre ønsker aftensmad er der servering om en halv time.
CANDIDE: Tak, men jeg er ikke spor sult - - - Pangloss!! Nej, det er jo umuligt!
PANGLOSS: Er det ikke Candide! (falder ham grædende om halsen) Min kære Candide.
CANDIDE: Jamen, hr. Pangloss - De må jo være et genfærd.
PANGLOSS: Hvem er det der er et genfærd?
CANDIDE: Jeg så Dem jo selv blive skudt og henrettet, hvordan kan De så dukke op her, som spisevognstjener i en international ekspres?
PANGLOSS: (igen meget nedbrudt) Det er en frygtelig historie hele vejen igennem. (han sætter sig) Ja, kære Candide, der er gået lang tid, og der er løbet meget vand i stranden siden vi sidst så hinanden. Og jeg må sige at det meste af det vand var sort og mudret og sandelig ikke værd at ofre mange livsdråber på.
CANDIDE: Såså, nu må vi ikke hengive os til pessimisme, ikke nu.
(toget fløjter ind i en tunnel. Pangloss fortsætter efter en lille pause)
PANGLOSS: Du så mig ganske rigtigt blive skudt. Men det var et bedrag. Jeg faldt om fordi jeg var overbevist om at jeg måtte være død. Men de skød kun med løst krudt. Det hele var et led i min "behandling", og de gentog nummeret flere gange. Jeg var aldeles søvnløs, men de havde stor fornøjelse af det. Til sidst gav jeg dem så en sludder for en sladder, hvorpå de prompte arresterede 100 studenter og gav sig til at pine dem. Det gav dem hænderne fulde, og de lod mig selv om at komme til hægterne. Jeg hørte ellers at deres motto var at hvis en mand ikke var skyldig, så skulle man slå ham til han blev det. Men selv om de lod mig gå kunne jeg ikke få arbejde, heller ikke noget sted at bo. Jeg måtte flygte ud af landet, og alle troede jeg var spion. Jeg følte mig som et brækmiddel som ingen landes organismer kunne tåle at have i sig. Det var kun takket være gamle forbindelser at jeg fik mig listet til at være tjener i de her tog, mod at jeg lovede aldrig at ville stige ud. Og således har du fundet mig igen, Candide, kun for at miste mig igen ved den første station hvor du stiger ud.
CANDIDE: Hvis De havde gode forbindelser, så har jeg en god pengepung. Men sig mig nu, efter at De er blevet skudt og henrettet, slået og mishandlet, jaget fra land til land - mener De så stadig vi har god grund til at tro at verden styres fornuftigt og hensigtsmæssigt?
PANGLOSS: Jeg holder naturligvis fast ved min oprindelige opfattelse. Vi kan ikke tillade os bare at være negative over for de ting der tilfældigvis sker med os. Og det kan ikke nytte blot at pege på alt det destruktive. Så blir vi nemlig selv destruktive og ender med at ødelægge os selv.
CANDIDE: Og derfor mener De at vi bare skal lade det hele gå sin gang?
PANGLOSS: Der er stærke positive kræfter i gang. Og jeg tilslutter mig af hele mit hjerte disse kræfter, selv om de ved en fejltagelse nær havde taget livet af mig.
CANDIDE: Så må vi altså se hvordan vi bedst finder os til rette. Hvordan er der hjemme, det kan vel ikke være farligt for os at vende hjem.
PANGLOSS: Forholdene har helt stabiliseret sig. Vi har fået en selvvalgt regering som har folkets fulde tillid og ikke er så slem som nogen vil gøre den til.
CANDIDE: Der er altså ingen grund til at udsætte noget som helst. Alting er godt, alting går godt, alting går så godt som det er muligt.
(hurtig overgang til blæst og pjaskende regn)
CANDIDE: (råber) Det er rart at være hjemme igen. Men der er nu ikke meget der er som jeg husker det.
PANGLOSS: Der skal ødelægges meget før man kan komme til at bygge op igen.
CANDIDE: (knap så højt) Regeringen må jo have en mening med sådan at omkalfatre landet. Selv om man kunne mene at det er gået vel hårdt ud over de svage og de ældre og de fattige.
PANGLOSS: Det ser ud til at de svage kategorier må betale en væsentlig del af omkostningerne. Men det er de stærke og sunde der skal bære landet, og de andre er jo på en måde udlevede. Ikke at man skal være efter dem af den grund, men prisen skal jo betales.
CANDIDE: Jeg tror nok jeg ved hvad jeg vil bruge resten af mine penge til. Men om jeg begriber hvor Cacambo blir af.
PANGLOSS: Jeg ville nu nok have været lidt forsigtigere med at overlade det unge menneske en så net sum som 5-6 millioner i ægte varer.
CANDIDE: Han tror jo stadig jeg har de to får. Men jeg har både sejlet og kørt i tog. Han tager helt bestemt en flyvemaskine.
PANGLOSS: Lige siden vi kørte ind i den vejspærring har han ikke virket reel på mig.
CANDIDE: Cacambo har aldrig svigtet mig. Men han kan være blevet ædt af de indfødte. Noget kan være gået galt hos Don Fernando. Han kan være blevet dræbt og udplyndret.
PANGLOSS: Han kan have købt sig en villa i Schweiz.
CANDIDE: Han kan være blevet skudt 17 gange i al den tid. Men hvad så med Kunigunde? Og hvad så med mig? Hvorfor kan jeg pludselig ikke få det hele til at gå op?
PANGLOSS: Hvorfor går tingene ikke så godt op, som man kunne forvente? Naturligvis fordi den frie brydning af handlinger og meninger ikke kan tilgodese alle interesser lige godt.
(der lyder klagende og jamrende lyde tæt ved dem)
CACAMBO: (med fordrejet stemme) Er der ikke en af jer to der vil hjælpe mig?
CANDIDE: Selvfølgelig. Men hvorfor ligger du på gaden? Og hvorfor er du sort i hovedet?
CACAMBO: Jeg skulle aflevere en taske i bygningen derhenne. Den hvor der står en vagt udenfor. Men jeg faldt over kantstenen. Jeg tror jeg har brækket begge ben.
CANDIDE: Tasken her? Begge ben?
CACAMBO: Den skal afleveres i hovedvagten. Det haster.
CANDIDE: (går med tasken) Jeg skal nok aflevere tasken. Så kan vi hjælpe dig bagefter.
PANGLOSS: Den er helt gal med dig, hvad. (Cacambo grynter) Skal jeg ringe efter en ambulance? (Cacambo stønner afvisende) Du har vist ikke råd til at være afvisende.
CANDIDE: (vender tilbage) De blev mægtig glade for tasken derinde. Var det noget meget vigtigt?
CACAMBO: (op, normal stemme) Fantastisk vigtigt. De tror det er fortroligt og øjeblikkelig skal op til chefen.
CANDIDE: Du står jo udmærket på benene. Men det er jo Cacambo!
CACAMBO: Ingen ringere.
CANDIDE: Hvorfor er du sort i hovedet? Jamen, hvor er så Kunigunde?
CACAMBO: Kig engang på bygningen derhenne. Den er pæn, ikke.
CANDIDE: Den er meget harmonisk i stilen. Men -
CACAMBO: Kig nu godt på den.
PANGLOSS: Hør nu her, unge mand -
(et øredøvende brag gennemryster hele gaden. Skift til et lille tæt rum)
CANDIDE: Cacambo, var det den taske?
CACAMBO: Som en lille tak for sidst på dine vegne. Og som en afskedssalut fra mig selv. Jeg lægger op.
PANGLOSS: Jeg må gøre opmærksom på at voldsudøvelse intet tjener. Det er værdifuldere at bygge op end at rive ned. Kun i det gode og venlige kan der være et formål.
CACAMBO: Der er overhovedet ingenting der tjener noget som helst formål.
CANDIDE: Men Cacambo, når du er her, så må Kunigunde også være her. Ikke sandt?
CACAMBO: Ja, lige her er hun altså ikke. Ikke lige i nabolaget, hvis det er det du mener.
CANDIDE: Hvor er hun så?
PANGLOSS: Når De vidste at vi var i landet, for det gjorde De jo, hvorfor opsøgte De os så ikke i henhold til den aftale De havde med Candide?
CACAMBO: En ad gangen. Hvem vil have svar først. (intet svar) Kunigunde er på en hønsefarm ovre på vestkysten.
CANDIDE: En hønsefarm!
CACAMBO: Sammen med den gamle kone - som forresten har det udmærket.
CANDIDE: Og Kunigunde?
CACAMBO: Hun har det også udmærket.
CANDIDE: Gudskelov, jeg troede der var sket noget.
CACAMBO: Ja, helt uberørt af skæbnens tilskikkelser, som man siger, det er hun nu ikke.
CANDIDE: Hvad bryder jeg mig om skæbnens tilskikkelser. Jeg elsker hende jo. Men hvordan er hun havnet på en hønsefarm. Du havde da en 5-6 millioner du kunne bruge på hende.
CACAMBO: Måtte jeg måske ikke bruge 2½ million på en mindre hær, så jeg kunne trænge ind til Don Fernando. Og så var hun der ikke engang. Den skurk havde sendt hende af sted til en af sine gode venner, en olieminister i Iran. Ikke direkte harem, men du kender de fyre. Du kan bande på det blev en dyr ekspedition, tværs over kontinenterne. Men damen, hvor var hun. I hvert fald ikke i Iran.
CANDIDE: Hvor i alverden var hun så?
CACAMBO: Det var jo det jeg prøvede at finde ud af. Først Yemen, regulært bordel, der var hun heller ikke mere. Altså videre til Libanon, Tyrkiet, op igennem Europa, det var en hel rejse. Men for at gøre pinen kort, så havde jeg altså nu været på sporet af hende så længe at hun i mellemtiden var sendt tilbage til hvor hun kom fra. Overflyttet fra det sidste tredjerangs bordel til den hønsefarm. Der er ikke noget at gøre ved det, så jeg foreslår at vi tager på landet og opsøger hende i flok og følge.
CANDIDE: Ja, det blir da så enden på det hele.
PANGLOSS: Jeg fik ikke noget svar på mit spørgsmål. Hvorfor kontaktede De os ikke?
CACAMBO: Tja, jeg var jo kommet i træning med hensyn til lejehære og hemmelige ekspeditioner. Hvad var så mere naturligt end at kombinere eftersøgningen af den hønsefarm med lidt under-gravende virksomhed. Det gav alt i alt ét resultat: jeg ved på millimeter hvor den hønsefarm befinder sig.
CANDIDE: Så lad os se at komme af sted. Og hvad angår resten af vores formuer -
CACAMBO: Ja, fårene ser jeg ikke noget til.
CANDIDE: Nej, Cacambo, de, forstår du, jeg, æh -
CACAMBO: Vi gør nok bedst i at glemme at vi nogensinde har set de får.
CANDIDE: Vi må prøve at klare os. Jeg mener at vi skal bruge resten af vores penge til at slå os ned et sted hvor vi kan holde os enhver form for vold og modstand fra livet. Et sted hvor vi omsider kan finde fred.
CACAMBO: Den er jeg med på. Det har været meget spændende at prøve at vække liv i folk. Men de er sgu ikke til at stikke i. Folk er fanme så dumme at de ikke engang kan se hvad der er bedst for dem selv.
PANGLOSS: Også jeg vil være lykkelig for at kunne slå mig ned. Jeg er jo ikke helt ung længere. Lad os finde Kunigunde. Lad os studere livet og finde de væsentlige årsager til den menneskelige races fremgang.
(en afsindig kaglen fra en million høns)
CANDIDE: Pangloss. Og du, Cacambo. Dette er et stort øjeblik for mig. Jeg har rejst den halve jord rundt, og nu er jeg nået frem. Jeg er hvor Kunigunde er.
PANGLOSS: Jeg ser ingen Kunigunde.
CACAMBO: Hun kan ikke være langt væk.
(fjernt mellem hønsene høres en grov stemme: Pylle, pylle, pylle)
PANGLOSS: Dér.
CACAMBO: Tja.
CANDIDE: Gud.
PANGLOSS: (efter en lille pause) Den dejlige Kunigunde - et rynket fruentimmer med grim og grumset hud, slasket hår, rødrandede øjne, hængende bryster, indfaldne kinder og skrubbede arme.
CACAMBO: Jeg nævnte vist at helt sporløst var livet ikke gået hen over hende.
CANDIDE: Men det er min Kunigunde. Jeg har svoret det ved himlen i en plovfure. Og jeg har ventet på dette øjeblik i hvad der nu forekommer mig at være evigheder. Gid de aldrig var gået. - Kunigunde!
KUNIGUNDE: Candide!
(en større flok høns kagler bort til alle sider. Musik gør ligesom klar til foreningsscene men holder op igen)
KUNIGUNDE: Hvor har du dog været længe om det.
CANDIDE: Det har ikke været helt let, Kunigunde.
KUNIGUNDE: Jeg har tænkt på dig hvert sekund siden den forfærdelige dag da du og Cacambo stak af og lod mig i stikken, tror du på hvad jeg siger.
CANDIDE: Jeg tror på hvert ord der kommer ud af din mund. Kunigunde, tænk om vi kunne have undgået alt dette.
KUNIGUNDE: Det var nok nødvendigt for at vi kunne finde hinanden igen.
CANDIDE: Det havde jeg slet ikke tænkt på. Men lad os nu komme af sted. Vi finder et sted hvor vi kan være i fred, alle sammen. Og der vil vi blive resten af vore dage.
KUNIGUNDE: Det lyder vidunderligt. Men du har nu ikke været god ved mig.
CANDIDE: Jeg har ikke været sammen med dig.
KUNIGUNDE: Min elskede, hvor tager du mig med hen?
CANDIDE: Jeg køber en ø til os.
KUNIGUNDE: Gifter du dig så med mig?
CANDIDE: Selvfølgelig. Og gå nu ind og hent hvad du har brug for.
KUNIGUNDE: Så skal vi sove i samme seng. Jeg går nu. Det tager kun to minutter.
CANDIDE: Så nåede vi så langt. Det er slet ikke så lidt, der trods alt er faldet på plads efterhånden. Det er bare ærgerligt at hun ser så farlig ud.
CACAMBO: Det er den vej det går. Hvor er den gamle forresten?
DEN GAMLE: (med nyt røre blandt hønsene) Nå, der er I! Det har I fanme været alt for længe om, I kummepissere!
(der krydsfades langsomt over fra hønsene til et roligt og idyllisk sted - øen. Der er blide bølger og små fugle og yndigt vejr. Kun langt ude i horisonten høres lejlighedsvis den obligatoriske buldren og drønen)
CACAMBO: Det trak måske nok lidt ud alt sammen. Men her er vi. Kærligheden har sejret og venner er sammen igen.
DEN GAMLE: Ja, jeg gad nok vide hvad der er værst: at blive voldtaget hundrede gange og få den ene balle skåret af, at blive skudt og henrettet og pisket og flået -
PANGLOSS: Jeg læser her at flere og flere mennesker i dag torteres mere og mere avanceret. Folk tilstår hvad det skal være, og man kan ikke se noget på dem bagefter. Det er da et fremskridt - især når man tænker på hvordan man selv er kommet til at se ud.
DEN GAMLE: Lad være med at afbryde mig! Hvad der kort sagt er værst: at lide alle de ulykker vi tilsammen har været igennem, eller at sidde tilbage på denne her ø og ikke have noget at rive i, kede sig, blive gammel og dø før tiden.
CANDIDE: Det er selvfølgelig et spørgsmål.
CACAMBO: Jeg for min del har fundet ud af at mennesket er skabt til enten at leve i evig angst eller i sløv kedsommelighed.
CANDIDE: Det vil jeg på ingen måde give dig ret i. På den anden side har jeg endnu ikke helt fundet ud af det dilemma.
KUNIGUNDE: Vi har fået hvad vi ville, godt! Men vi er overladt til os selv og vi har ikke en øre til at købe os underholdning og glæde for!
CANDIDE: Vi har da hinanden!
PANGLOSS: Jeg skal gerne indrømme at jeg altid har haft det skrækkeligt. Men jeg har engang hævdet at alt var godt og det holder jeg fast ved. Det kan godt være at vi er havnet i et hul. Men det er et lunt hul. Og hvorfor skal man nu mistænkeliggøres fordi man er tilfreds.
DEN GAMLE: Jeg er også tilfreds, det er jeg da, men jeg keder mig!
CANDIDE: Selvfølgelig er det her ikke Eldorado -
KUNIGUNDE: Det er i hvert fald ikke hvad jeg drømte om da jeg var ude i verden.
CANDIDE: Men hvad er det vi har længtes efter alle sammen. Vi har det jo godt her. Vi er beskyttede. Og min erfaring siger mig at mere kan man ikke forlange, til en begyndelse.
KUNIGUNDE: Jeg vil ikke beskyttes. Jeg vil bruges.
CACAMBO: Jeg ved ikke om det er så godt alt sammen. Det værste er at alle saglige sammenligninger viser at vores måde at indrette sig på er den bedste og den klogeste og den der giver størst utilfredshed.
PANGLOSS: Her står også at i et land som vores må 90% af befolkningen nødvendigvis være tåber. Ellers kunne de sidste 10% ikke udnytte dem ordentligt og hele produktionen og fremgangen ville gå i stå. Det synes jeg lyder fornuftigt.
CACAMBO: (lille pause) Jeg tror vi blir nødt til at finde en helt ny strategi.
CANDIDE: Det var en klog bemærkning.
DEN GAMLE: Som du heller ikke kan bruge til noget.
CANDIDE: Nu skal I høre på mig. Ellers ender det med at det hele går i stykker for os, og så er vi lige vidt og kan begynde forfra igen.
KUNIGUNDE: Jeg drømte noget meget dejligt i nat. Det hele foregik under vandet. Jeg så mennesker der flød rundt med håret smukt bølgende efter sig, vandet var blåt og der var røde grotter. Menneskene talte sammen ved tankeoverføring, for ellers ville de jo få munden fuld af vand, og med smukke bevægelser med arme og hænder, langsomme, stille, rolige bevægelser. Der var så meget de gerne ville tale med hinanden om, og gøre sammen med hinanden.
CANDIDE: (rømmer sig, lille pause) Ja, vi bør nok finde en ny strategi. Jeg tror vi bør arbejde med jorden.
(et flittigt arbejde går i gang. Samtidig musik stykket ud)
CANDIDE: Vi skal arbejde og ikke snakke. Vi skal dyrke vores have og gøre livet udholdeligt for os selv. Der er en god sammenhæng mellem alle begivenheder i denne verden. For hvis jeg ikke var blevet jaget bort med et spark bagi på grund af min kærlighed til Kunigunde, hvis jeg ikke var rendt ind i et blodigt opgør på pløjemarken, hvis jeg ikke var blevet hængt op ved fødderne og havde slået fire mennesker ihjel, og hvis jeg ikke var rejst til Sydamerika og havde mistet 80 får fra Eldorado - så ville jeg ikke i dag have siddet på denne ø og være blevet god til at opdyrke jorden.
KUNIGUNDE: Og jeg ville ikke være blevet flink til at bage kager.
CACAMBO: Og jeg ville ikke være blevet skrap til at passe dyrene.
DEN GAMLE: Og jeg ville ikke være blevet så god til at brokke mig.
PANGLOSS: Og jeg ville ikke være blevet dygtig til at beskære planter.
CANDIDE: Vi har aldrig tidligere valgt for os selv. Nu har vi valgt at dyrke vores have. Det er blevet sagt om mig at jeg var pessimist. Det passer ikke, for jeg har ikke taget livet af mig endnu.
(musikken fortsætter stille og svinder langsomt bort)
SLUT
© Kaj Nissen 1998
Email: kaj@kajnissen.dk